Jeg synes tiden går alt alt for hurtigt. Det er egentlig ikke fordi jeg har voldsomt travlt, jeg har bare mange tanker der skal tænkes igennem… det bruges der angiveligt voldsomt meget tid på. Men det er ganske fornuftige tanker, så don’t worry. Jeg har travlt med at søge læreplads til september. Så må vi se :)
I mellemtiden lytter jeg ekstremt meget til en vokalgruppe fra et universitet somewhere i usa. Kun piger. Det lyder sådan her (og jeg bliver især meget meget glad omkring 1:38-40 stykker!). De kalder sig i øvrigt “Noteworthy”…
… ny sang. Den kan lyttes til i afspilleren i bunden, downloades fra siden “Pieces Of Me” (ude til højre) samt lyttes til via. youtube akkompagneret af et fint billede af damhussøen her:
Hvis nogen skulle ønske teksten på print, just say so…
2010. Jeg ved sgu’ ikke helt hvor jeg skal starte. Året startede i samme sikkerhedszone som jeg har levet i de sidste 5-6 år. Den blev taget fra mig. Det er det bedste der nogensinde er sket i mit liv. Jeg sad fast, og jeg vurderede at den mest effektive måde at rive mig løs på var at gøre ting jeg ellers aldrig ville have gjort. Så det gjorde jeg! Og hvad har jeg fået ud af det?
1) Jeg havde i mange år sat min drøm om at rejse på pause. Flere faktorer spillede ind, bl.a. studie og usikker økonomi. Og så stod jeg pludselig dér og havde ingen at tage hensyn til bortset fra mig selv. Derfor vækkede jeg en gammel drøm: Australien. Og så begyndte jeg at drømme igen.
2) Jeg tog til Skotland. Alene. Det er jeg ellers ikke så god til, for jeg er af den overbevisning at godt selskab gør fantastiske oplevelser ENDNU bedre…. og hvorfor nøjes? (Jeg skrev endda en sang om netop dette da jeg var i Skotland, faktisk). Så jeg rev mig løs og rejste alene til Skotland. Jeg besøgte to venner jeg har kendt online i 10 år men aldrig mødt. Og det er absolut ikke sidste gang! Edinburgh er muligvis min yndlingsby. Det var en åbenbaring at stå dér alene på toppen af Arthur’s Seat og vide at jeg havde udrettet dette helt selv. Det var en stor oplevelse!
3) Jeg har tidligere haft behov for faste rammer og rutiner for… alting. Noget jeg altid har hadet ved mig selv. Så jeg begyndte at øve mig i at give slip. Jeg lod være med at lægge planer. Jeg lod andre lægge planer i stedet… hvilket var pisse svært, for er der noget jeg er god til, så er det planlægning (detajler, logistisk, you name it). Jeg droppede forventningerne. Jeg tog et nyt mantra til mig: Gå gennem enhver dør der åbner sig for dig! Pludselig oplevede jeg det ene eventyr efter det andet. Kun overraskelser, ingen skuffelser. Det har resulteret i ekstreme træthedsperioder… men det har været det værd!!! Det sidste halve år har været det mest fantastiske halve år i mit liv. Og det er alene fordi jeg har ændret min indstilling til livet… jeg er faktisk lidt stolt af mig selv!
4) Jeg er begyndt at spille gaelic football. Det gjorde jeg for at skabe noget nyt i mit liv og for at møde nye mennesker. Jeg glæder mig til at se hvad 2011 har at bringe mig i den verden :) Der bliver vel en turnering eller to i udlandet. Det bliver fedt!
5) Jeg er kommet godt i gang med mit Pieces Of Me projekt. Det lyder lidt sejere med en titel, men i bund og grund er det bare samlingen af mine selvskrevne sange. Små anekdoter og tanker fra mit liv. Det er alle de ting jeg har lidt svært ved at forklare med ord, hvor mit yndlingssprog (musikken) kan tage over og skabe en stemning til at hjælpe lidtdér hvor ordene ikke er tilstrækkelige. Jeg er normalt ikke til nytårsforsæt, men jeg giver hermed et løfte til mig selv om at få udforsket Pieces Of Me projektet en masse i 2011. Jeg har masser af idéer… skal baaare lige finde tid mellem alle eventyrene :)
6) Nye mennesker er kommet ind i mit liv. Det er mennesker jeg aldrig vil kunne undvære igen. Det er et resultat af det sidste års strabadser. En bonus, en gevinst om man vil. Jeg takker ydmygt :)
Dette sker i 2011:
Skitur. Det er liiiige om lidt. Jeg GLÆDER mig. Masser er sne-eventyr venter med nogle af de mest fantastiske og uvurderlige mennesker i mit liv!
Jeg starter HGs til marts. Det skræmmer mig ekstremt meget. Jeg frygter lidt at jeg ikke helt ved hvad jeg går ind til. Jeg ved kun at for at kunne lave hvad jeg gør nu (hvilket jeg elsker) er jeg nødt til at tage kontoruddannelsen. So here goes: En dør er åbnet, og jeg går ind af den. Vi får se!
Sommer 2011:
Der er Roskilde. Der er en tur til Rhodos med familien. HGs slutter i juni. Jeg håber på at finde en læreplads til 1. september. Jeg har altså lidt ekstra sommer hvor jeg har gemt en god sjat penge der SKULLE have været til Australien (der var dog ikke helt nok… så jeg udskød australien til ære for skitur og sommereventyr)…. som så i stedet bliver brugt til lidt Europa Hopperi. Jeg tænker Amsterdam, Barcelona, Prag… Berlin… who knows?! Jeg har mange idéer. Jeg ved endnu ikke om jeg rejser alene eller med selskab. Det vil jeg vente med at svare på til jeg har fået smagt lidt nærmere på 2011.
Med alt dette i tankerne, så vil jeg sige farvel til 2010: du har bragt mig helvede på jorden og guidet mig frem til et nyt fantastisk sted. Jeg kan kun sige at jeg er glad for hvor jeg er nu og ser frem til det nye år. Jeg er klar til udfordringerne!
Det er vist d. 17. december i dag. Jeg kan ikke helt forstå det. Mine tanker lever stadig i september, med Skotland og fantastiskhed liggende i baghovedet som friske minder. Det er ikke fordi jeg benægter at tiden går, tværtimod, jeg kan godt lide hvor jeg bevæger mig hen lige nu. Det er et rart sted, og jeg smiler :)
Det er vist i denne tid at man kigger tilbage på året der gik… og det skal jeg nok også komme til. Det var netop med dette i tankerne at jeg tilføjede siden “2010 Review” til bloggen.
Jeg skal bare lige have styr på tankerne. Dem er der mange af for tiden. Jeg har nemlig tilmeldt mig HGs til marts. Jep, tilbage til skolen. Jeg håber på at starte en læreplads allerede til september, men der er mange firmaer der kræver at man søger allerede nu. Det er ikke helt fair… jeg kunne godt tænke mig at lege lidt med fagene på HGs før jeg går ud og kigger jobprofiler. Jeg overvejer at udfylde september-december med lidt arbejde hvorefter jeg søger læreplads til januar… meeeen… we’ll see.
I mellemtiden, mens jeg samler 2010 tankerne, så får I lige lidt julestemning fra arbejdet. Mine kollegaer har lavet fine nisser, se selv:
Lad mig rette din opmærksomhed i retning af Pieces Of Me projektet. Ny indspilning er lagt op… med titlen Stand Up. Sangen blev til mens jeg sad og fjollede med lidt improvisation over en specifik akkord. Lige pludselig røg der lidt mere på… og teksten kom egentlig af sig selv. Det er et meget kort nummer (deraf indlæggets titel). Kortere end Touching Me. Men den er som den skal være. Lille og simpel. Der kan klikkes på streameren i bunden af vinduet for at lytte, selvfølgelig.
Se det som et nytårsforsæt, bortset fra at jeg ikke tror på nytårsforsæt, men idéen er den samme… det er et løfte til mig selv… små skridt, ikk’?
Det er en efterfølge af hvad jeg oplevede dengang jeg besteg Arthur’s Seat.. såeh jeg har stykket en slideshow sammen med billeder fra det fantastiske sted i Edinburgh.
Fantastisk start på ugen! Jeg meddelte novo at jeg starter på HGs til marts. De var glade fordi jeg havde fundet en løsning jeg kunne stå inde for, og jeg var glad fordi jeg kunne give den besked med en god følelse i maven. Jeg vil endda gå så langt at sige at jeg var stolt!
Resten af ugen…? so-so. Træt, træt, træt krydret med den udsøgte evne at ligge og kigge i loftets mørke… og det er ikke just livsbekræftende, så det er blevet til at jeg går lidt senere i seng end jeg burde, men så er jeg til gengæld også ekstremt træt, træt nok til at falde i søvn hurtigt. Det er vist ikke helt sundt at gøre det på den måde.
Måske det bare er vejret der har kickstartet en præmatur og i øvrigt ganske uvelkommen vinterdepression. Go away!?
I går aftes havde jeg en rigtig ubehagelig oplevelse i indre kbh. Jeg var på vej hjem fra en fest med fodboldtøserner/-gutterne og ventede på natbussen. Og lad mig lige først sige at jeg er mega utilfreds med at stoppestedet er flyttet fra the area formerly known as HT-terminalen aka Busterminalen aka Grim Grim… Grim klods ved Rådhuspladsen (you will not be missed!) til taxaernes nye yndlingssted foran Rosie McGee’s og Streckers, I ved, starten af vesterbrogade. Når nattelivet starter er det i mine øjne det mest ubehagelige sted i kbh – det slår Istedgade!
Da jeg ankommer til stoppestedet er episoden allerede godt i gang. Jeg observerer en mand holde en kvinde nede på asfalten ude foran Rosie McGee’s. Hun protesterer højlydt, og jeg vælger at nedstirre manden fordi jeg gerne vil gøre ham opmærksom på at der er vidner. Det var så min fordom. My bad! Det viser sig at manden er en (dør)vagt, politiet kommer anstigende med blink samt følge af en ambulance 10 sekunder senere. Kvinden bliver lagt i håndjern, og efter at have observeret hendes groteske opførsel kan jeg kun antage at hun er høj på stoffer.. eller måske bare en godt og grundig voldelig arrige dame. Begge dele er lige skræmmende. Der kommer flere og flere til (det er trods alt et busstoppested). De fleste observerer bare at kvinden ligger (på maven) på jorden og politimændene bøjer hendes ben op for bedre at kunne holde hende nede. Hun ligger og råber “hjælp mig! hjælp mig!”. Så kommer der fanme en gut hen og siger “Jeg er advokat, mand!” og beder sin ven om at filme hele seancen på sin mobil.
Aftenens fordom nr. 2: Politiet misbruger deres status og er unødvendigt voldelige. “Advokaten” og hans ven har bare ikke set det optrin hun lavede et par minutter forinden… så det er jo let nok for dem at dømme politiet. Det er til at brække sig over.
I midten af alt det her fanger jeg i øjenkrogen at en bevidstløs man bliver lagt på en båre og smidt ind i ambulancen. Der kommer en lægebil til, lægen hopper ind i ambulancen, der går laaaang tid før ambulancen kører afsted… med udrykning.
Jeg kan slet ikke overskue hvad jeg skal tænke om alt det her. Jeg ved bare at jeg havde det fysisk dårligt da min bus endelig kom… Stive/meget fulde mennesker, folk der tager stoffer, det er noget jeg tager stærkt afstand til. Jeg magter det ikke. Mange mennesker skifter fuldstændig karakter når de drikker, til en grad hvor jeg ikke længere kender dem… og det er så mega ubehageligt at være vidne til. Utilregnelighed. Hvem er du i virkeligheden!
Øv
Såeh…
Jeg ved ikke helt hvordan, men jeg blev lidt inspireret til at samle en håndfuld sange som har lagt bund for “ugens soundtrack”. Musik gør mig glad… selv de triste sange. Selvterapi. Til deling. Til alle jer der har brug for at overdøve tankerne for en kort stund.
Tina Dickow – Back Where We Started : fordi jeg har forelsket mig i det nye intense, lækre beat… og strings…! Violin-passager er min store svaghed… (ny indspilning fra Welcome Back Colour)
Tegan and Sara – The Con : jeg er lige nødt til at citere en kommentar fra youtube-siden; “This song is filled with all sorts of win”.
Jeg har den sidste måneds tid haft en del møder med diverse mennesker omkring næste års planlægning. Jeg har sågar endnu et af slagsen i morgen formiddag. Jeg tror måske jeg er ved at ændre lidt mening mht. hvad der er vigtigst for mig lige nu.
Jeg har altid misundet folk der bare kunne give fuldstændig slip på deres hæmninger, deres rødder, deres sikkerhedsnet… fordi ønsket om at opleve det ukendte, måske lidt farlige eventyr brænder stærkere end noget andet. Damn you, people! Det er de mennesker der afslutter deres vilde eventyrhistorier med sætningen “…fordi det løser sig altid!”.
Jeg er ikke det menneske. Uanset hvor meget jeg gerne vil være det, så bliver jeg det aldrig… for jeg er tryghedsnarkoman helt ind til benet. Det er mit instinkt at passe på mig selv. Jeg har tidligere udøvet dette fænomen ved at have fuldstændig kontrol over alting; der skulle være planer for alt… f.eks. ville jeg gå lidt i panik indeni hvis min bus ikke kom til tiden. Det betød jo at fremtiden ikke ville komme til at matche det billede jeg havde skabt. Det sidste halve år har jeg specifikt fokuseret på at slå den kontrol ihjel, og det er faktisk lykkes. Jeg har måske gået lidt til ekstremerne ved at lade andre lægge planerne HELT og så bare følge med – alene for at overskride mine egne grænser. Det var meget svært i starten, men jeg fandt hurtigt ud af at INGEN FORVENTNINGER = REN OVERRASKELSE !!!! Det har været grænseoverskridende for mig, men også fantastisk at opleve at jeg kan give slip på kontrollen.
Så meget for en kort indledning, haha. Let’s talk business!
Næste år. 2011.
Jeg er sikret fuldtid på novo det første kvartal. Indtil videre i hvert fald. Planen var egentlig at skaffe mig jobs henover sommeren, rejse til Australien midt august for at komme hjem og starte HGs kurset (kontoruddannelsen) i november. For at Australien kan lykkes næste år er dette den eneste mulighed, for jeg vil ikke have penge til det på andre måder. Men så kom jeg til at foreslå mig selv at tænke alternativer. Der starter nemlig også et HGs kursus op midt marts (med slut midt juni). For jeg kunne i teorien arbejde frem til midt marts, tage HGs kurset, gi’ den gas henover sommeren og så rejse i australien. Meeeen det kommer til at knibe med pengene – og det er så her jeg ville ønske at jeg var det menneske beskrevet i starten af indlægget – for jeg vil stå med absolut ingen sikkerhedsnet whatsoever når jeg kommer tilbage. Og jeg har ikke noget fancy på papiret til at redde min røv i sådan et tilfælde.
… og hvis jeg skal være ærlig, så har tanken om HGs i marts givet mig blod på tanden. Så meget at jeg er villig til at udskyde Australien på ubestemt tid. Det er en ny følelse i min lille skrøbelige krop. For første gang NOGENSINDE kan jeg se mig selv starte en uddannelse med det formål at det leder mig til noget jeg RIGTIG GERNE VIL… og måske jeg skylder mig selv at holde fast på den følelse nu jeg endelig har fundet den??? (Der er pludselig meget lang tid til næste november… you know?)
Australien-projektet skulle være dér hvor jeg fandt mig selv igen, men det er lige gået op for mig, at jeg i al planlægningen helt uventet allerede HAR fundet mig selv.
Så… er det okay hvis jeg foreslår dette i stedet?
Antaget at jeg starter HGs allerede i marts; hvis jeg ikke kan finansiere Australien næste år, så bruger jeg sommeren på at rejse til nogle mindre destinationer – f.eks. Skotland (jeg er absolut ikke færdig dér!)… eller Rom, Venedig, måske?… Paris… you name it. Noget der er billigere end Australien (jeg mener, flybilletten alene er ca. 10.000). Noget der ikke kræver at jeg skal bruge min. 3 uger for at opleve bare en lille smule. Jeg har nemlig et hul på 20 dage i juli samt et lignende hul i august (de to perioder er desværre ikke sammenhængende). Det giver mig også mulighed for at finde en kontorelevplads med start i september. Det her er faktisk ikke en helt tosset idé. Jeg kommer stadig ud at rejse, og mit sikkerhedsnet er der stadig i en eller anden form. Og vigtigst af alt, jeg ruinerer ikke mig selv.
Og allerALLERvigtigst: jeg er ikke tvunget til at gå på kompromis med mine drømme om Australien pga. lavt ressourcebeholdning.
Er det fjollet at udskyde Australien på den måde? Eller giver det mening? Hvad ville I gøre?
Jeg har sååå mange ting at tænke på for tiden… og det er sååå svært at give slip på tankerne. Kender I det? Jeg vil dog mene at jeg gjorde et anstændigt forsøg på at give mig selv en fridag fra tankerne i dag. Jeg greb mit kamera og smuttede ned til søen og fotograferede lidt. Jeg fik nogle fine ting med hjem… men det sjoveste skud fik jeg hjemme fra mine forældres altan (jep, min gåtur endte hos forældrene…) og det har intet med efterår at gøre, men stadig:
Jeg forventede lidt at superman kom flyvende… !
… det gjorde han ikke.
Men lige for at vende tilbage til søen. Jeg fik lige pludselig lyst til at prøve… noget af. Mit Nikon D90 har live view funktion og kan optage videosekvenser. Så det gjorde jeg. 5-6 minutters slændren nede ved søen med lidt vand, lidt efterårsfarver, lidt himmel, lidt træer… nogle motionsløbere… osv. Da jeg kom hjem tilpassede jeg længden af klippet til længden af indspilningen af Touching Me. Og det er et noget besynderligt eksperiment, og jeg kan vist roligt sige at videoen også er en draft version.
Jeg kan godt li’ hele tilfældighedskonceptet der har ramt dette nummer… se her:
Jeg var i superbest i dag. Og det var jeg kun fordi jeg VILLE have været ude at fotografere ved damhussøen i dag, men valgte IKKE at gøre det fordi det begyndte at regne det øjeblik jeg trådte ud af døren…
… hentydning? det tror jeg nok.
Men ingen skal fortælle mig hvad jeg må og ikke må, så jeg besluttede mig for at tage på udflugt alligevel. Jep! Så jeg tog i superbest… hvilket jeg er rigtig rigtig glad for at jeg gjorde… for dér fandt jeg noget de meget sjældent har, og det reddede mit ellers lettere depri humør. Nu skal I se hvad jeg snakker om:
Det er VERDENS bedste juice. Jeg behøver ikke meget mere i livet! …måske lidt kærlighed i ny og næ. :)
Grunden til at jeg kalder min indkøbstur for et eventyr er fordi jeg ALDRIG ved hvad jeg ender med at købe med hjem. Jeg har ingen visioner om hvad jeg vil lave til aftensmad, og det ender oftest med at jeg står og bander og svovler over fryseboksens indhold… og når jeg så læser bagpå så bliver jeg så forarget. (Hvad jeg laver dér? Ja det ved jeg egentlig ikke… det må være tanken om at jeg slipper for at stå i køkkenet alt for længe…). Og hvad sker der for at der er mælk i stort set alting. Eller chili… Damn you, Danmark!!! Diskrimination. Jeg burde sagsøge nogen…
Og måske det bare er mig der er lidt underlig… for når jeg f.eks. går forbi en hylde som den her (se billede nedenunder), så er det at jeg tænker “det er jo ikke mad… “. Jeg har ikke noget forhold til konservesdåser og glas med mærkelige ting. Kun flåede tomater og tomatpuré til Verdens Bedste Kødsovs (min kødsovs!!!). Og makrel i tomat… og tun i vand. Det er det! Og syltede ferskner, selvfølgelig.
Det er et trist syn. Godt jeg har min æblejuice til at trøste mig.
