Ved sidste sæson af X Factor nåede jeg at komme med mit bud på hvem der ville overleve live shows’ne, hvem der ville floppe osv. Efter første live show måtte jeg pænt redigere i min forudsigelse. Og det er det der er så fedt ved X Faktor. Man kan ikke forudsige en skid 8-10 uger frem. Se bare på sidste års store håb Mohamed og Sidsel. De udviklede sig ikke nok til at overraske folk. Linda udviklede sig mest af alle, hvilket var en af grundene til at hun vandt. Folk kan være nok så dygtige, men hvis de ikke rykker sig, så er det sgu’ svært at overbevise folk om at stemme på sig fredag efter fredag.
Så nu er vi i gang med 3. sæson. Jeg har tidligere nævnt på twitter at det Anna vinder fordi hun har færøerne bag sig. Det var mest ment for sjov fordi færøske deltagere har det med at vinde danske mainstream talentkonkurrencer (Hende der fra stjerne for en aften (was it?)… Gudrun? Vigdis vandt “Kan Du Danse…”… og Linda vandt X Factor). Statistikken holder! Heldigvis handler X Factor ikke om statistik.
Jeg vil ikke komme med mit bud på en vinder endnu. Der er sgu’ nogle fede profiler med i denne omgang. Jeg er personligt hel vild med Thomas… OGSÅ selvom han fyrede op for en Coldplay sang (hold dig fra klynkerock, dammit!). Og Daniel er så dejlig positiv. Jesper har mega potentiale – lad os bare håbe han ikke laver en Lucas (arrogancen, remember? Jeg havde så meget ret i at DK ikke kunne li’ det! Det var tilmed i medierne). Anna synger fantastisk; hendes udfordring er at undgå at virke for gammeldags i sangstil… men okay, Duffy gjorde det. Vi får se. Tine overraskede mig meget i fredags. Hun fik masser af følelse frem… og så i en Pink sang. Det er sgu’ cool. Jeg tror hun kan nå langt.
Grupperne. Ak! Det er altid dér det sker – på godt og på ondt. Jeg kan godt li’ idéen med The Fireflies. Hvis nu bare de *forhelvede* havde valgt at gå folk/pop vejen i stedet for country/pop. Det holder ikke i DK… UANSET hvor populært det er i USA. In-Joy er fesne. De synger godt, men de er fesne. Hvornår har et (dansk) boyband nogensinde hittet i DK? Det nærmeste var 45 degrees i slut 90′erne … og dem er der sikkert ikke nogen af jer der kan huske. Og så kommer vi til 8210. Jeg kan og vil ikke være objektiv her. Jeg ELSKER 8210. Jeg vil ikke udtale mig om hvem jeg synes skal vinde for det er alt for tidligt at udtale sig om nu. Men for hvad de står for er de helt fantastiske.
Så her kommer lidt propaganda og lidt til debat:
Jeg fandt en artikel på dr.dk om hvorvidt det er snyd at bruge autotuner i X Factor eller ej. I kan læse den her. 8210 er blevet kritiseret af sure “haters” for brugen af autotuner i live showet i fredags. De sang ‘Tik Tok’ (Ke$ha) hvor der i øvrigt bruges autotuner…
Faktum er at de præsterede en fantastisk omgang energi. Det LØD godt!!! Det så godt ud. De overraskede.
Så hvorfor er det så forfærdeligt at 8210 bruger autotuner??
Jeg synes det er et interessant spørgsmål. Det fortæller mig at folk der ikke ved en skid om branchen er mega dobbeltmoralske (artiklen fra DR understreger min pointe rigtig godt). Det fortæller mig at den danske befolkning mangler musikalsk opdragelse (Damn you, Bertel Haarder og Brian Mikkelsen!). Og så fortæller det mig at folk har ondt i røven over at 8210 rider på en bølge af succes.
Her er et par kommentarer til overvejelse:
1) Var det den rette der røg ud i fredags? Hvis ja, quit whining!
2) Et hurtigt kig på 8210 og The Fireflies facebook fansites viser at 8210 har pt. 6169 fans mens The Fireflies har 1795 fans. At en som Jesper har 24000+ fans er irrelevant. Pointen er at 8210 ikke er så upopulære som mange går og håber på.
3) En poll på DRs hjemmeside spørger “Hvem overraskede dig mest ved første liveshow?”. Her topper 8210 med 30% hvor Tine får 23% af stemmerne, Anna får 11% og Jesper får 10%. De resterende navne (inkl. værten) får altså tilsammen de resterende 26%.
4) …og en sidste ting: Forestil jer Asian Sensation og en autotuner. Nej, vel?
Tænk over det…
… og jeg fatter ikke hvor det sidste år er forsvundet hen.
Da 2009 startede havde jeg været på novo i 2-3 uger, min bror blev skilt, min onkel slog hovedet slemt og endte på hospitalet, min mormor fik konstateret lungekræft… og oveni kæmpede jeg med at overbevise mig selv om at det var egoistisk at gøre mit “uni drop-out stunt” til et problem… all things considered.
Det er nu 2010 og alle de ting er rettet op. Uni er fortiden og novo har beholdt mig lidt endnu (frem til maj – jeg håber på endnu en kontraktforlængelse… we’ll see). Min brors skilsmisse er hvad det er… alle er glade og gode venner, hvilket er det vigtigste. Min onkels hospitalsvisit varede ikke længe, heldigvis! Min mormors kræft blev konstateret ved et tilfælde og så tidligt at det kunne bekæmpes – helt.
2009 har trods den heftige start været et fantastisk år. Rhodos, London, godt vejr på Roskilde… og en masse omvæltninger i min hverdag. Uni blev til fortiden i stedet for noget jeg kun kan omtale som Mit Personlige Helvede. Novo har åbnet mine øjne. Jeg skal ikke bruge en bachelor i musikvidenskab til noget. Og mens nogle mener at det er idioti ikke at afslutte, mener jeg at det ligeledes er idioti at spilde 1½-2 år på at gøre en uddannelse jeg ikke skal bruge til noget færdig.
Jeg har dog lovet mig selv én ting: vender jeg nogensinde tilbage til unilivet.. så er det for at gøre min bachelor i musik færdig…
Men indtil videre er mit største løfte at sørge for at jeg vågner op med et smil på læben hver dag. Og så er det fuldstændig lige meget hvad andre synes om mig vs. uni.
Et hurtigt tilbageblik på det sidste år fortæller mig at jeg endelig er begyndt at se fremad. Jeg tror sørme jeg er ved at blive voksen…
Blogging-identitetskrise
… er det muligt?
For det er vist mere end bare en blokade. En blokade forhindrer gode historier i at blive fortalt videre. Jeg har massere af ord der strømmer ud… de giver bare ikke go’ mening i sammensat form – ikke lige nu i hvert fald.
Jeg er helt fyldt op med tanker og historier. Problemet er bare at jeg ikke helt kan placere den sidste måneds brudstykker i forhold til hvor grænsen går – grænsen mellem hvad jeg føler jeg kan dele med andre via. bloggen og de hvad der kun tilhører min “private sfære”. Og det er dér identitetskrisen kommer ind… Når jeg prøver at definere min blog så går jeg helt i stå. Blank. Spørgsmålstegn. Rynker i panden. Hele molevitten.
Og hvor spændende er det lige at fortælle at min kontrakt på novo udløb d. 31. oktober, at jeg af samme årsag var tæt på at pådrage mig kronisk paranoia… og at jeg 3 dage før “sidste arbejdsdag” får besked om at de har fundet en anden stilling til mig, at min økonomi og nattefred er reddet. Jeg er lidt træt af at skrive om stress. Det er det eneste der virkelig kan slå mig ud. Jeg burde egentlig eliminere den faktor helt. Og jeg tror egentlig også det er det jeg er ved at gøre. Små skridt, ikk’? :) Stress er åbenbart ikke vigtigt at blogge om længere… det er rart at observere at det endelig er ved at forsvinde fra mit liv.
Og det lyder sikkert lidt fjollet.
Når nu jeg gerne vil blogge, men ikke om stress… og jeg gerne vil udfordre mig selv og overskride mine grænser, men ikke så meget at jeg mister min integritet. Hvad er der så at gøre? Og hvor sætter jeg fokus uden at jeg “prøver for hårdt”?
Noget skal redefineres…
I øvrigt… så skal jeg vist også snart have gang i Pieces Of Me igen. Jeg har skiftet guitarstrenge og guitaren har igen en ny, flot klang… det er måske en ny start!?
Er du laktoseintolerant? Har du måske et par fif til mig?
Pga. laktoseintolerance (laktose=mælkesukker) er der rigtig mange ting jeg skal holde mig fra at spise/indtage. Den oplagte: mælkeprodukter. Det gælder stort set alt med mælk lige med undtagelse af syrnede mælkeprodukter (hvor laktosen “ombrydes” til syrekulturen), dvs. ost, yoghurt og creme fraiche osv. Jeg gør hvad jeg kan for at holde mig fra mælkeprodukter (selv de syrnede) fordi mælk samtidig gør mine slimhinder tykke (det har I sikkert selv lagt mærke til)… og det er ubehageligt fordi jeg generelt har luftvejsproblemer (støvallergi – yes!).
Med laktoseintolerance følger også en sart mave. Bl.a. overfor stærke krydderier og løg. Og det er bare umuligt at holde sig væk for så mange ting. Så min mave er ofte i oprør.
Generelt bliver der foreslået at spise noget som Cultura til at berolige maven. Men af gode årsager fungerer det bare ikke for mig :/ Selvom jeg KAN spise syrnede mælkeprodukter, så er det stadig kun i små mængder (for der er stadig SPOR af laktose)…
Er der andre gode bud?
Jeg har prøvet kamillete – der virker… men kun i korte perioder.
Jeg faldt forleden over en juice kaldet ProViva som OGSÅ indeholder mælkesyrebakterien (Lactobacillus… something) der beroliger maven. Problemet med juice er bare mængden af sukker – det er aldrig godt for tænderne at drikke så meget juice.
Såeh… jeg er åben for forslag. Hvad skal jeg undgå og hvad skal jeg indtage (mere af)?
Taxaen henter os om ca. 7 timer. Rhodos here I come!!!! Jeg kan på ingen måder sove lige nu. Jeg glæder mig SÅ meget!!! Jeg glæder mig dog ikke helt så meget til flyveturen. Jeg har jo haft halsbetændelse den sidste uges tid – med penicillin og alt muligt. I dag gik alting bare amok. Ørerne lukkede til. Og det eneste jeg har tænkt hele aftenen er “fuck fuck fuck fuck! jeg overlever ALDRIG den flyvetur!” … jeg indrømmer at jeg et øjeblik var så langt ude at jeg tænkte “jeg bliver hjemme! det er ikke smerterne værd!”. Men så ramte miraklet mig: jeg faldt i søvn! Det gav lidt overskud og overblik og jeg kunne pludselig tænke en enkelt rationel tanke: piller! Så jeg dopede mig med treo. Senere noget Ibumetin. Jeg har også lagt en slagplan for pille- og næsespraydistributionen i morgen inden flyveturen. Det garanterer på ingen måder en smertefri flyvetur, MEN mine ører er faktisk begyndt at vende tilbage til normal tryk igen. Og hvis jeg er rigtig heldig, så er det bare de sidste bakterier der spiller med musklerne inden den endelige død ved penicillin – og så er min flyvetur måske alligevel reddet…
…fortsættelse følger snarest.
Jeg skal forsøge at få opdateret med et par historier og lidt billeder i løbet af de næste to uger. Der er internet på hotellet og jeg tror ikke det er helt umuligt at få smidt et par billeder op den vej… We’ll see.
Go’ ferie til alle. Jeg klipper officielt roskildearmbåndet om lidt hvilket giver signal til 100% velfortjent afslapning!
Over & Out
… jeg kan på ingen måder sove om natten. Det er mega frustrerende. Jeg vågner igen 30-60 min. efter jeg er faldet i søvn, og så står den ellers på host og slimhelvede resten af natten. Jeg prøvede mange lindrende ting i nat. Kamillete var det bedste bud… men det er kun indtil man vågner igen og det hele starter forfra.
… 3 dage endnu! Jeg følger stadig med og jeg tror det er første gang jeg nogensinde har set dette ikon på en vejrudsigt:
Laura har hold i ryggen/nakken. Det startede i går. Stakkels Laura. Det var rigtig rigtig slemt i nat. Jeg turde ikke bevæge mig fordi den mindste bevægelse gjorde ondt i Lauras ryg. Jeg var også oppe efter piller til hende kl. 4 i nat. Tror også der blev ringet desperat til vagtlægen for at høre om der var noget man selv kunne gøre for at lindre symptomerne. Ingen af os fik særlig meget søvn i nat. Jeg har været på farten HELE dagen. Vi fik besøg af et vennepar fra jylland til aftensmad.
Jeg er meget meget meget træt lige nu.
Laura var til fysioterapeut i morges. Et akut besøg. Uden lægeerklæring (fordi det var umuligt for Laura at komme til en læge). Det kostede en del.
Jeg overvejer mit næste træk:
Skal jeg,
1) tage på arbejde i morgen og klø på og tjene pengene ind til Laura eller
2) sove længe, holde fri og få stressen ud af kroppen?
Der er fordele og ulemper ved begge.
Jeg kunne også bare tage en halv dag på arbejdet. Men så skal jeg alligevel stå tidligt op og så er det bare same-thing.
Jeg føler mig voldsom ynkelig over at dette er mit største problem lige nu. hold nu op med at brokke dig (mig).
Fakta:
1) De sidste par måneder har været de bedste måneder i mit liv!
2) Jeg er glad for at have droppet mit studie.
3) Når folk spørger, så siger jeg stadig at jeg bare holder en velfortjent og nødvendig pause.
4) Jeg ved ikke hvad der er sandt længere.
5) Jeg ved ikke hvordan jeg skal finde sandheden.
6) Jeg er glad alligevel.
7) Jeg frygter fremtiden… en smule.
8) Jeg frygter allermest folks dømmende blik.
9) Når jeg siger “folks dømmende blik” mener jeg i virkeligheden “folks manglende forståelse for min situation”.
10) Jeg er træt af at forklare mig selv.
11) Jeg er træt af at det er nødvendigt at skulle forklare mig selv.
12) Jeg er meget usikker på om jeg nogensinde finder mit kald…
13) Det er en tanke der sønderriver mig indefra!
14) Jeg ignorer dén tanke så vidt det er muligt.
15) Jeg frygter allermest at “min chance” har forbigået mig i farten.
16) Jeg tror ikke der findes nogen derude i samme situation som mig.
17) Betyder social arv virkelig så meget??
18) Har jeg spildt de sidste 4-5 år på noget jeg i virkeligheden godt vidste jeg ikke kunne afslutte?
19) Kan man eller kan man ikke rive sig selv bort fra den vej der er skæbnebestemt for sig?
20) Hvornår blev fakta til spørgsmål?
Jeg har nydt at være udenfor i dag. Der var en mild, blød forårsbrise. Jeg følgte mig absolut velkommen, ja næste hjemme. Det beroligede mig helt indeni. Det er længe siden jeg har haft den følelse tæt på, og selvfølgelig bød jeg den velkommen – ind i mine tanker. Eller skulle jeg hellere sige: velkommen til mine tanker.
Jeg har været… forfulgt af et naturligt flow af eftertænksomhed i dag. Jeg har funderet og overvejet… og vurderet. Jeg kan ikke li’ at stå stille. Og det er lige præcis hvad jeg gør lige nu. Står stille. Med vilje. Også selvom jeg ikke bryder mig om det. Jeg har påtvunget mig en pause fra virkeligheden for at finde mig selv igen. Og det giver faktisk mening… et eller andet sted. De ting der før gjorde mit liv surt har jeg tvunget mig selv væk fra, tvunget mig selv til at savne det… eller ikke.
Og det er sagens kerne. Jeg savner det egentlig ikke. Det med at studere. Det eneste jeg savner er en drøm at kæmpe for. Mens jeg gik dér i forårsbrisen og smilede lidt for mig selv gik det op for mig. Den fremtid jeg i mange år gik og drømte om – en fremtid jeg inderligt ønskede, men aldrig håbede højt på… kald det dårlig selvtillid, hvis du vil – den fremtid har jeg allerede!!! Den er lige her. Jeg kan føle den, mærke den, smage den, dufte den, leve i den. Jeg er i min drøm. Eller… min drøm er officielt virkelighed. Og jeg føler mig som et skarn. For at føle fortvivlelse trods alt. Og det vil jeg gerne indrømme; Jeg er mega fortvivlet over at jeg ikke længere har en drøm at forfølge…
…jeg har brug for en ny drøm. Ikke i stedet for. ALDRIG i stedet for! Men for ikke at gå helt i stå i min udvikling. Jeg kan ikke li’ at stå stille… og det er stået på alt for længe. Og mit liv er nærmest ikke begyndt endnu…
Jeg siger ikke meget for tiden.
Det er til trods for alle de milliard tanker der har bombarderet min hjerne det sidste stykke tid.
Jeg kan ikke se mig selv i spejlet.
Jeg tvivler mig selv.
Og mine intentioner.
Jeg overvejer om det er noget kun jeg kan fikse.
Og om jeg overhovedet har lyst til at fikse det.
Personlig udvikling sucks!
Film/tv, Musik, Tanker, WWW Universet | Christina | 
18. February 2010 18:51 | 
Comments (4)