Roskilde var så fantastisk at jeg ikke har kunne sætte ord på. Stort set alle koncerter var fantastiske oplevelser, men især Susanne Sundfør, Efterklang og Dirty Projectors er navne jeg er nødt til at skaffe mig cd’er med. Det var jo storslået musik i fantastisk kontekst. Alt i alt har jeg egentlig haft det fortræffeligt siden Roskilde. Überfortræffeligt, faktisk.

Og så var det at jeg kom til at tænke 4 måneder tilbage hvor jeg var i en sørgelig tilstand efter kærestebrud. Og lige for at smide knytnæverne festligt i luften kommer her en status på det dårlige der pludselig er vendt til det gode:

1/ I et forsøg på at møde mennesker der intet havde med ekskæresten at gøre startede jeg til sport… gaelic football. Jeg hænger stadig ved… hvilket er stort! Så det holder jeg fast i lidt endnu. Når sæsonen engang slutter så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Hvis du har nogle forslag til indendørs sportsgrene JEG ville synes var sjove, så sig til. Jeg mangler inspiration.

2/ Jobmæssigt står jeg i en mindre omvæltning lige nu. En af de gode, selvfølgelig. Jeg har nu fået mulighed for fuldtidstimer på novo hvilket betyder at jeg har sagt op i bamseland. Det er helt klart et skridt i den rigtige retning. Jeg er stadig ikke heeelt klar til at starte på kontoruddannelsen, meeeen jeg forudser at resten af året bliver et springbræt til den rute.

3/ Jeg er begyndt at drømme igen!!! Dvs. jeg har genoptaget min drøm om at rejse. Jeg vil mægtig gerne til Australien, så jeg er pt. ved at undersøge muligheden for om jeg kan tage afsted og arbejde lidt samt rejse lidt (i det nye år sometime). Om jeg har råd. Hvilke muligheder der er. Om jeg vil rejse alene eller med en anden. Om jeg skal fremleje min lejlighed eller ej… osv. Alternativt har jeg en plan B om noget Storbritannien. Pointen er at jeg er i gang og jeg ser frem til at finde min gamle drøm frem igen.

4/ Men først skal jeg lige forbi Skotland (Edinburgh) og sige hej til et vennepar jeg har kendt i 10+ over men aldrig mødt. Woohooo jeg glæder mig!

5/ Ovenstående dækker mest over Sociallivet og Arbejdslivet hvilket efterlader den 3. del, nemlig Privatlivet. Og det er sgu’ den sværeste at få styr på. Men jeg har lært en vigtig lektie. “Sæt krav til dig selv i stedet for at sætte krav til dine omgivelser!”. Og det er en regel jeg er ved at bygge mit liv op omkring – og jeg er sikker på at jeg kommer til at vælte kegler uanset hvor jeg træder hen i fremtiden, for jeg er forelsket i livet igen! Punktum.

Idéen om at rejse tiltaler mig mere end nogensinde. Jeg er endda gået så langt i mine overvejelser at det har udviklet sig til et ønske om et par måneders arbejde i udlandet. Det kræver dog en masse research og ikke mindst en masse ressourcer (=penge). Jeg har altid haft en forkærlighed for engelsktalende lande. Det rækker helt tilbage da jeg som 15-16 årig ville ønske jeg havde mange penge så jeg kunne tage et års high school i USA. Jeg havde endda sprogrejser til USA på tegnebordet. Jeg skulle dog helt hen på den anden side af gymnasiet før jeg havde penge til sådan en omgang… og dér var sprogrejser blevet mindre sjove at drømme om fordi jeg egentlig var ganske god til engelsk. Jeg endte med at bruge mine penge på et fantastisk højskoleophold. Det fortryder jeg absolut ikke!

Men i dag står jeg stadig med en rastløshed i kroppen når tankerne kommer på rejse. Og det er lige gået op for mig at begrebet “working holidays” eksisterer. Jeg har således haft følgende idéer op at vende:

Australien:
Helt klart min favoritdrøm. 3 måneder i Sydney eller Melbourne ville være optimalt. Jeg er sådan set ligeglad med hvad jeg kommer til at arbejde med, jeg skal bare have økonomien til at køre rundt. Det kræver også at jeg får fremlejet min lejlighed – hvilket ikke er helt umuligt at få i stand… men jeg er lidt øm omkring det sted jeg kalder “mit hjem” og det skal ikke være hvem som helst jeg lukker ind.
Et andet problem er om jeg i så fald skal finde nogle rejse buddies… eller om man får sådan nogle automatisk ved at tilmelde sig diverse programmer. Eller om jeg hellere vil rejse helt alene. For 3 måneder et sted jeg ikke kender, helt alene,… det kan ikke være helt let.

Storbrittanien:
Det oplagte ville være London. Jeg har været i London så mange gange… og måske derfor er jeg ikke helt frisk på den idé.
Så er der Irland… eller Skotland. Og jeg overvejer også Edinburgh netop fordi jeg kender to fantastiske mennesker der. Og i så fald ville jeg ikke være helt alene. Det er på sin vis også meget billigere at tage til storbrittanien. Flybillet tur/retur koster omkring 1000-1500 kr hvorimod sådan en til Australien koster omkring 12-15.000.

En helt 3. tanke kunne være at tage noget frivillig arbejde et par uger i australien på et wild life sanctuary. DET kunne være fantastisk! Ikke noget der skal bruges 3 måneder på. Hvis jeg er væk i 3 måneder så er det for at blive en del af samfundet og det kulturelle liv.

I virkeligheden har jeg enormt mange idéer på tegnebrættet. Og i virkeligheden afhænger mine planer for det nye år af hvad der kommer til at ske med min kontrakt på novo. Jeg tillader alle døre at åbne sig for mig… så må vi se…

Hvis bare det var lidt lettere at undersøge arbejdspladser og-forhold i andre lande… jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Og hvordan finder jeg et sted at bo osv.

Har I nogle erfaringer med working holidays osv.?
Nogle hjemmesider jeg kan kigge på?
Anything?

Ting jeg ser frem til:
– Roskilde Festival
– sommerferie i Edinburgh
– diverse Gaelic Football turneringer i Göteborg, München, Budapest og Maastricht
– diverse koncerter – og gerne flere end den håndfuld jeg allerede har på skemaet

Jeg vil rigtig gerne investere i en kæmpe bunke cd’er fordi jeg ikke ejer dem, fordi jeg gerne vil eje dem… også selvom jeg ved jeg ikke får lyttet til dem allesammen lige nu, måske ikke mere end en enkelt gang eller to nogensinde.

Jeg vil rigtig rigtig gerne investere i en ny telefon, ikke fordi jeg har brug for den, men fordi “new shiny things” gør mig glad. Og der er ikke voldsomt meget glæde i mit liv lige pt. så jeg må jo nøjes med hvad der er… right?

Jeg hader penge! Bare så I ved det. Hvis Hans og Camilla læser det her, så får de hermed mit svar på den ene ting jeg vil ændre i verden: afskaf penge! Penge er små dumme metalstykker der forblænder folk så de tror de har fundet lykken. Jeg kan mærke at jeg er ved at give slip på mine værdier (“så længe jeg har mad på bordet og tag over hovedet” bla bla)… og mig selv… og lige nu føles det som en rigtig rigtig dårlig ting, men hvem ved, måske den rigtige Christina har været skjult derinde og først nu er på vej op til overfladen. Måske den rigtige Christina har gemt sig bag trygheden og behageligheden. Måske en knust drøm var alt der skulle til. Måske det hele var skæbnebestemt. Måske det bare er tragisk. Måske jeg formår at få mig selv med over på den anden side. Måske jeg mister mig selv for evigt. Måske jeg er ligeglad. Måske det bare er lettere at ignorere alle disse spørgsmål og i stedet leve på overfladen. Måske jeg skulle have gjort det fra starten af, dengang jeg overvejede det men valgte trygheden…
Måske…

Fortrydelse er en meget selvdestruktiv tanke!
Når jeg har det værst ville jeg ønske jeg kunne gå 6 år tilbage og gøre alting om. Ingen uni og alt hvad der fulgte med af nederlag. Engang imellem er de gode stunder ikke engang nok til at opveje. Den tanke gør mig dybt ulykkelig.

Når jeg har det bedst så fortæller jeg mig selv at dette ikke er slutningen, men starten af livet.

Jeg befinder mig vel et sted i midten. For jeg bryder mig ikke om at jeg i en alder af 27 først er begyndt at leve nu. For betyder det at jeg IKKE har levet i 27 år? Jeg bryder mig heller ikke om at jeg har spildt 6 år af mit liv, at jeg helst gerne bare vil have slettet hukommelsen.. og undværet erfaringerne. Det er åndssvagt at sige. Jeg ved jo godt at de erfaringer har skabt den jeg er i dag. Det er bare ikke altid lige let at acceptere. Ligesom det ikke er let at acceptere at jeg ikke var herre over min egen lykke alligevel. Så naiv og godtroende man var. Så kynisk man hurtigt kan blive. Jeg har ikke lyst til at være sådan. Men hvor langt skal jeg gå for at overbevise mig selv om at alting har en positiv konsekvens, at det alene handler om hvilket perspektiv jeg vælger? Er det virkelig så forfærdeligt at omfavne tristheden engang imellem?

Er jeg nødt til at sige farvel til fortiden for at sige hej til fremtiden? Er det et retorisk spørgsmål?

Jeg har ikke lavet andet end at tænke og analysere og overveje og fundere. Over livet og fortiden og nutiden og fremtiden. Der er mange spørgsmål. Der er ikke helt så mange svar. Og nogle af spørgsmålene har mere end et svar. Hvem sagde det skulle være let?

Jeg misunder de af jer der har en mærkesag i livet – en drivkraft der af ren og skær nysgerrighed bærer jer fremad mod det I søger. Jeg ved ikke hvad jeg kæmper for. Jeg ved ikke hvad jeg vil udrette. Men jeg er kommet frem til at det er helt okay. Måske mine drømme er de små ting der fylder dagligdagen med smil. Måske jeg er rigtig glad for at bo hvor jeg bor fordi jeg ved det ikke er for evigt, fordi jeg ved at “mit endelig hjem” stadig er en rejse jeg kan tage på. Måske jeg er ekstra glad for at jeg kan tage til Skotland til sommer vel vidende at det IKKE udelukker drømmerejsen til USA og Australien. Måske jeg glæder mig til at tage alle de ting skridt for skridt.

En klog dame sagde til mig at livet er en rejse der når sit mål når man dør – og det er rejsen der er den vigtige. Det er i processen man lever! Den filosofi kan jeg godt lide. Et skridt ad gangen, en glæde ad gangen :)

I morgen står den på Fredagsrock i Tivoli med The Blue Van.

Arbejdslivet – Sociallivet – Privatlivet

Jeg er i gang med et projekt der kræver at jeg brainstormer mine behov og opfattelse af det 3-delte liv… og det går egentlig fint nok. Jeg har dog et spørgsmål til jer: Kæresten… hører kæresten til i sociallivet eller privatlivet? eller en crossover? For jeg er ikke helt sikker på hvad jeg selv synes længere, og jeg tænker at I kloge mennesker helt sikkert har en holdning her. Eller i hvert fald et par tanker der kan give inspiration til videre brainstorm :)

Jeg har været mega ustabil de sidste 3 uger. På alle tænkelige måder. Jeg tror det begynder at lysne… de grumme spørgsmål er blevet besvaret. Jeg er nået dertil hvor jeg kan se sådan én her,… og grine :)

…for det er lidt komisk.
Det er lidt mit liv lige nu – et puslespil hvor jeg får linjerne til at gå op ved at samle brikkerne fornuftigt. Problemet er fundamentet. Det passer ikke til brikkerne der hører til. Eller måske det er brikkerne der er problemet – det passer ikke til fundamentet.

Så hvad gør man… finder man nogle brikker der passer til fundamentet, eller finder man et fundament hvori brikkerne passer ind?
Det er fanme nu, der skal til at ske noget – jeg er træt af at ramme forkert.

Ved sidste sæson af X Factor nåede jeg at komme med mit bud på hvem der ville overleve live shows’ne, hvem der ville floppe osv. Efter første live show måtte jeg pænt redigere i min forudsigelse. Og det er det der er så fedt ved X Faktor. Man kan ikke forudsige en skid 8-10 uger frem. Se bare på sidste års store håb Mohamed og Sidsel. De udviklede sig ikke nok til at overraske folk. Linda udviklede sig mest af alle, hvilket var en af grundene til at hun vandt. Folk kan være nok så dygtige, men hvis de ikke rykker sig, så er det sgu’ svært at overbevise folk om at stemme på sig fredag efter fredag.

Så nu er vi i gang med 3. sæson. Jeg har tidligere nævnt på twitter at det Anna vinder fordi hun har færøerne bag sig. Det var mest ment for sjov fordi færøske deltagere har det med at vinde danske mainstream talentkonkurrencer (Hende der fra stjerne for en aften (was it?)… Gudrun? Vigdis vandt “Kan Du Danse…”… og Linda vandt X Factor). Statistikken holder! Heldigvis handler X Factor ikke om statistik.

Jeg vil ikke komme med mit bud på en vinder endnu. Der er sgu’ nogle fede profiler med i denne omgang. Jeg er personligt hel vild med Thomas… OGSÅ selvom han fyrede op for en Coldplay sang (hold dig fra klynkerock, dammit!). Og Daniel er så dejlig positiv. Jesper har mega potentiale – lad os bare håbe han ikke laver en Lucas (arrogancen, remember? Jeg havde så meget ret i at DK ikke kunne li’ det! Det var tilmed i medierne). Anna synger fantastisk; hendes udfordring er at undgå at virke for gammeldags i sangstil… men okay, Duffy gjorde det. Vi får se. Tine overraskede mig meget i fredags. Hun fik masser af følelse frem… og så i en Pink sang. Det er sgu’ cool. Jeg tror hun kan nå langt.

Grupperne. Ak! Det er altid dér det sker – på godt og på ondt. Jeg kan godt li’ idéen med The Fireflies. Hvis nu bare de *forhelvede* havde valgt at gå folk/pop vejen i stedet for country/pop. Det holder ikke i DK… UANSET hvor populært det er i USA. In-Joy er fesne. De synger godt, men de er fesne. Hvornår har et (dansk) boyband nogensinde hittet i DK? Det nærmeste var 45 degrees i slut 90′erne … og dem er der sikkert ikke nogen af jer der kan huske. Og så kommer vi til 8210. Jeg kan og vil ikke være objektiv her. Jeg ELSKER 8210. Jeg vil ikke udtale mig om hvem jeg synes skal vinde for det er alt for tidligt at udtale sig om nu. Men for hvad de står for er de helt fantastiske.

Så her kommer lidt propaganda og lidt til debat:
Jeg fandt en artikel på dr.dk om hvorvidt det er snyd at bruge autotuner i X Factor eller ej. I kan læse den her. 8210 er blevet kritiseret af sure “haters” for brugen af autotuner i live showet i fredags. De sang ‘Tik Tok’ (Ke$ha) hvor der i øvrigt bruges autotuner…

Faktum er at de præsterede en fantastisk omgang energi. Det LØD godt!!! Det så godt ud. De overraskede.
Så hvorfor er det så forfærdeligt at 8210 bruger autotuner??

Jeg synes det er et interessant spørgsmål. Det fortæller mig at folk der ikke ved en skid om branchen er mega dobbeltmoralske (artiklen fra DR understreger min pointe rigtig godt). Det fortæller mig at den danske befolkning mangler musikalsk opdragelse (Damn you, Bertel Haarder og Brian Mikkelsen!). Og så fortæller det mig at folk har ondt i røven over at 8210 rider på en bølge af succes.

Her er et par kommentarer til overvejelse:
1) Var det den rette der røg ud i fredags? Hvis ja, quit whining!
2) Et hurtigt kig på 8210 og The Fireflies facebook fansites viser at 8210 har pt. 6169 fans mens The Fireflies har 1795 fans. At en som Jesper har 24000+ fans er irrelevant. Pointen er at 8210 ikke er så upopulære som mange går og håber på.
3) En poll på DRs hjemmeside spørger “Hvem overraskede dig mest ved første liveshow?”. Her topper 8210 med 30% hvor Tine får 23% af stemmerne, Anna får 11% og Jesper får 10%. De resterende navne (inkl. værten) får altså tilsammen de resterende 26%.

4) …og en sidste ting: Forestil jer Asian Sensation og en autotuner. Nej, vel?

Tænk over det…

… og jeg fatter ikke hvor det sidste år er forsvundet hen.

Da 2009 startede havde jeg været på novo i 2-3 uger, min bror blev skilt, min onkel slog hovedet slemt og endte på hospitalet, min mormor fik konstateret lungekræft… og oveni kæmpede jeg med at overbevise mig selv om at det var egoistisk at gøre mit “uni drop-out stunt” til et problem… all things considered.

Det er nu 2010 og alle de ting er rettet op. Uni er fortiden og novo har beholdt mig lidt endnu (frem til maj – jeg håber på endnu en kontraktforlængelse… we’ll see). Min brors skilsmisse er hvad det er… alle er glade og gode venner, hvilket er det vigtigste. Min onkels hospitalsvisit varede ikke længe, heldigvis! Min mormors kræft blev konstateret ved et tilfælde og så tidligt at det kunne bekæmpes – helt.

2009 har trods den heftige start været et fantastisk år. Rhodos, London, godt vejr på Roskilde… og en masse omvæltninger i min hverdag. Uni blev til fortiden i stedet for noget jeg kun kan omtale som Mit Personlige Helvede. Novo har åbnet mine øjne. Jeg skal ikke bruge en bachelor i musikvidenskab til noget. Og mens nogle mener at det er idioti ikke at afslutte, mener jeg at det ligeledes er idioti at spilde 1½-2 år på at gøre en uddannelse jeg ikke skal bruge til noget færdig.

Jeg har dog lovet mig selv én ting: vender jeg nogensinde tilbage til unilivet.. så er det for at gøre min bachelor i musik færdig…

Men indtil videre er mit største løfte at sørge for at jeg vågner op med et smil på læben hver dag. Og så er det fuldstændig lige meget hvad andre synes om mig vs. uni.

Et hurtigt tilbageblik på det sidste år fortæller mig at jeg endelig er begyndt at se fremad. Jeg tror sørme jeg er ved at blive voksen…

Blogging-identitetskrise

… er det muligt?
For det er vist mere end bare en blokade. En blokade forhindrer gode historier i at blive fortalt videre. Jeg har massere af ord der strømmer ud… de giver bare ikke go’ mening i sammensat form – ikke lige nu i hvert fald.

Jeg er helt fyldt op med tanker og historier. Problemet er bare at jeg ikke helt kan placere den sidste måneds brudstykker i forhold til hvor grænsen går – grænsen mellem hvad jeg føler jeg kan dele med andre via. bloggen og de hvad der kun tilhører min “private sfære”. Og det er dér identitetskrisen kommer ind… Når jeg prøver at definere min blog så går jeg helt i stå. Blank. Spørgsmålstegn. Rynker i panden. Hele molevitten.

Og hvor spændende er det lige at fortælle at min kontrakt på novo udløb d. 31. oktober, at jeg af samme årsag var tæt på at pådrage mig kronisk paranoia… og at jeg 3 dage før “sidste arbejdsdag” får besked om at de har fundet en anden stilling til mig, at min økonomi og nattefred er reddet. Jeg er lidt træt af at skrive om stress. Det er det eneste der virkelig kan slå mig ud. Jeg burde egentlig eliminere den faktor helt. Og jeg tror egentlig også det er det jeg er ved at gøre. Små skridt, ikk’? :) Stress er åbenbart ikke vigtigt at blogge om længere… det er rart at observere at det endelig er ved at forsvinde fra mit liv.

Og det lyder sikkert lidt fjollet.

Når nu jeg gerne vil blogge, men ikke om stress… og jeg gerne vil udfordre mig selv og overskride mine grænser, men ikke så meget at jeg mister min integritet. Hvad er der så at gøre? Og hvor sætter jeg fokus uden at jeg “prøver for hårdt”?

Noget skal redefineres…

I øvrigt… så skal jeg vist også snart have gang i Pieces Of Me igen. Jeg har skiftet guitarstrenge og guitaren har igen en ny, flot klang… det er måske en ny start!?