Jeg blev opfordret til at lave denne liste på Tina Dickow forummet… jeg fyrer også lige op for den her:
Hvis I laver en lignende liste må I gerne sende mig linket.
—-
“… hvordan griber man det her an?” Jeg valgte at glo min cd samling igennem og notere mig de albums der har betydet mest for mig de sidste 10 år. Cd’er jeg af gode grunde har slidt mine højttalere godt op. Denne liste er således en 100% subjektiv top 10 liste over de vigtigste albums i mit liv siden 2000.
Jeg fik lavet en fin liste på 15 titler hvoraf en – Red Hot Chili Peppers “Californication” – viste sig at være fra 1999. Det var ærgeligt… den havde ellers nået min liste for dens genialitet og for RHCPs fantastisk funky rock
Jeg kigggede på de resterende 14 og kunne konstatere følgende:
Bortset fra 2 albums (hvoraf kun den ene nåede top 10) er det hele noget jeg har lært at kende fra 2004 og frem … og det er selvom 50% er fra 2000-2003. Det interessante ved min liste er at den dækker over et årti der har været altafgørende for min musikalske udvikling. I gymnasiet var jeg stadig meget grøn, havde kun spillet guitar et par år, blev student i 2003 og var første gang på Roskilde i 2004. Det var ca. dér min musikalske rejse begyndte.
Min liste ser således ud (kronologisk, som camilla, for jeg har ikke lyst til at rangere dem). Og med anekdoter…
(2000-2009)
Top 10 Albums
1. Norah Jones “Come Away With Me” (2002)
Jeg så en fantastisk reklame på tv og tænkte, det er sgu’ en fantastisk stemme hende Norah Jones har. Dengang var der ikke youtube, så jeg købte straks cd’en. Dette album er helstøbt. Der er ikke en sang på det album hvor jeg tænker “skip”. Det er vellydende, det er smukt skrevet og det rammer en perfekt grænse mellem den fine pop og den lækre jazz. Norah Jones er en af de få der har formået at gøre jazz’en let tilgængelig for dem med mainstream ører. Det var en stor præstation i 2002.
…Det var også ca. her jeg holdt op med at lytte til Solid HarmoniE og ‘N Sync (det eneste rigtige boyband!!! haha). Dette album er en milepæl i min musikalske udvikling.
2. Jamie Cullum “Twenty Something” (2003)
Jeg oplevede første gang Jamie Cullum på Roskilde ’05. Han lavede samme trick som Norah Jones – gjorde jazz’en tilgængelig for “pøblen”. Det fede ved Jamie Cullum er at han er en fantastisk performer der hopper på klaveret og whatnot. Jeg overvejede kort at bytte “Twenty Something” ud med det senere album “Catching Tales” (2005) med det argument at der er flere selvskrevede sange på det senere album. Men trods lækre sange som Photograph og London Skies, så synes jeg alligevel at “Twenty Something” er mere helstøbt. Han har en ufattelig evne for at lave lækre covers af gamle jazz sange… og det er i nyskabende arrangementer der netop formår at gøre jazz’en ny og moderne uden at være “heftigt for ørerne”.
3. Tina Dickow “Notes” (2003)
Roskilde ’04. Tina Dickow på den lille Pavilion scene en søndag eftermiddag. Jeg var målløs og dybt rørt. Jeg havde aldrig hørt om hende før, og var kun til koncerten fordi roskildeprogrammet solgte hende godt med ord som vinder af Steppeulven og singer/songwriter. Det var i øvrigt i den periode hvor jeg virkelig eksperimenterede med sangskrivning selv… Anywho, jeg købte straks “Notes”, lyttede cd’en igennem og tænkte “hvis jeg skulle lave en plade, så skal den lyde sådan!”. Notes står for ærlighed og sårbarhed og er et bevis på at selv små ting kan betyde noget stort. Det er et vigtigt budskab i vores samfund i dag… væk med alt det overfladiske og materialistiske – frem med mere af samme skuffe som Notes.
4. John Mayer “Heavier Things” (2003)
Jeg havde meget svært ved at vælge hvilket album der skulle på listen, men en ting var sikkert; John Mayer har haft en stor rolle i min musiksmag de sidste 3-4 år. Hvis jeg skulle sætte en cd på lige nu, så bliver det Heavier Things – og på dette grundlag blev det den frem for Room For Squares. Heavier Things er lækre popsange blandet med hans fantastiske guitarspil. Ikke helt så mainstream i lyden som Continuum… og måske lige præcis derfor er Heavier Things bedst i mine ører – jeg kan godt li’ det lidt kantede pop. Ikke for pænt.
5. zero 7 “when it falls” (2004)
Jeg lytter ikke til meget elektronisk musik. Men alligevel var jeg nødt til at smide denne genre på listen. Det er vigtigt for mig at have et bredt kendskab til musikgenrer og stilarter… og elektronisk musik har en helt anden bunke af virkemidler end singer/songwriter stilen som jeg ellers befinder mig bedst i. Og en sjælden gang imellem er der et fantastisk talent der formår at ramme plet. Zero 7 er et af de navne. Mike Sheridan er et nyere eksempel.
Jeg var tæt på at vælge Mike Sheridans “I Syv Sind” som et bud på det bedste elektroniske album… og måske jeg ikke helt kan definere hvorfor jeg har valgt zero 7 andet end at jeg stadig den dag i dag er meget meget glad for dem. Zero 7 har haft en større plads i mit liv end Mike Sheridan har… Og Zero 7 har sin helt egen lyd. Det er ikke til at tage fejl af.
6. Imogen Heap “Speak For Yourself” (2005)
Jeg blev introduceret for det her album… sidste år? was it? Imogen Heap er min nye store helt. Hun er en fantastisk kvinde. Fantastisk stemme, fantastisk kreativ. Ekstrem talentfuld. Hun kan spille på uforskammet mange instrumenter… og så er hun mega legesyg, hvilket betyder alt for hendes stil. Speak For Yourself har været mit favorit album det sidste års tid indtil Ellipse udkom (se længere nede).
Hun spiller i kbh d. 27. februar … JUHUUUU!
7. Yeasayer “All Hour Cymbals” (2007)
Et album der på ingen måder kan defineres stilmæssigt. Verdensmusik… men ikke helt. Rock, og så alligevel ikke. Folk… og måske ikke alligevel. I sidste ende er det bare Yeasayer! Det kan ikke beskrives på andre måder. Det er en fantastisk sammensætning af instrumenter og mix. Og I skal alle gøre jer den tjeneste at lytte til albummet… om ikke andet for bare at høre hvordan de har formået at skabe deres helt egen lyd på deres debut album. Det er ganske imponerende. Sunrise er er fantastisk nummer! Lyt i det mindste til det – det giver et godt billede af cd’ens lyd generelt.
Igen, et band jeg oplevede på Roskilde (’07).
De spiller i kbh d. 8. marts … kom frisk
8. Kings Of Leon “Only By The Night” (2008)
Oh sweet mother of God. Det er sådan her rigtig rock skal lyde. Tydelig inspiration i gammel 60′er rock(‘n’blues) men med et twist af moderne sangskrivning ind over. Et af mine favorit albums of all time er deres første “Youth and Young Manhood”, men mest af nostalgiske årsager da det var dengang jeg opdagede dem – igen, Roskilde ’04.
“Only By The Night” er bare så meget federe et album – det er helstøbt af radiohits – igen, den perfekte grænse uden det bliver klamt og sødt – og de flotte kantede rocknumre. De har 100% fundet deres lyd på dette, 4. album.
9. Teitur “The Singer” (2008)
En ting var sikkert. Teitur SKULLE på listen. Og I tror det er løgn… men Roskilde ’04 (det bedste år!). Alle hans albums er fantastiske. The Singer er ikke let at lytte til – ikke desto mindre så er det et smukt album. Titelnummeret handler om hvordan han har opdaget sig selv som sanger (altså musiker med stemmen som hovedinstrument…! Han har jo altid gemt sig bag guitaren eller klaveret). Det kulminerer i at han live synger nummeret a capella. Kun ham, alene på scenen… ham og hans stemme. Den mand har virkelig udviklet sig meget siden debut albummet Poetry and Airplanes. The Singer vandt over de andre albums fordi han er så pisse sej til at skrive sange og lave vilde arrangementer. Hvis I nogensinde har hørt hans udgave af Great Balls of Fire, så ved I hvad jeg mener Og hans udvikling er kun gået fremad!
The Singer er i samme kategori som Yeasayer… lyt til det bare for at få en vild musikalsk oplevelse.
10. Imogen Heap “Ellipse” (2009)
Perfektionisme! Ellipse er en bedre støbt udgave af Speak For Yourself. Mindre aggressivt, men til gengæld så meget flottere. Imogen Heap er den vildeste bag en mixerpult. Det er ikke for sjov at hun for dette album er nomineret til 2 grammy’er (i øvrigt en bedrift hun også opnåede med Speak For Yourself) – for Best Engineered Album og Best Instrumental non-classical song (The Fire)… eller noget i den stil. Om 10 år, når jeg tager denne liste frem igen… så tænker jeg: Vil denne cd stadig definere perfektionisme i mine ører? We’ll see. Husk: kbh d. 27. februar!
—-
Nogle af de navne der ikke nåede listen er Evanescence for ondskab og englelyd i perfekt harmoni, Ryan Adams for hans fantastiske kreativitet og alsidighed, KT Tunstall for hendes guitar-girlpower og looppedal arrangementer… og Regina Spektor for hendes kick ass klaverspilleri og fede arrangementer. Måske især Regina Spektors “Begin To Hope” skulle have haft en plads i stedet for en af de andre… Jeg har dog stadig ikke lyttet nok til den til at jeg kunne vurdere den 100% ift. de andre på listen.
