… og jeg fatter ikke hvor det sidste år er forsvundet hen.

Da 2009 startede havde jeg været på novo i 2-3 uger, min bror blev skilt, min onkel slog hovedet slemt og endte på hospitalet, min mormor fik konstateret lungekræft… og oveni kæmpede jeg med at overbevise mig selv om at det var egoistisk at gøre mit “uni drop-out stunt” til et problem… all things considered.

Det er nu 2010 og alle de ting er rettet op. Uni er fortiden og novo har beholdt mig lidt endnu (frem til maj – jeg håber på endnu en kontraktforlængelse… we’ll see). Min brors skilsmisse er hvad det er… alle er glade og gode venner, hvilket er det vigtigste. Min onkels hospitalsvisit varede ikke længe, heldigvis! Min mormors kræft blev konstateret ved et tilfælde og så tidligt at det kunne bekæmpes – helt.

2009 har trods den heftige start været et fantastisk år. Rhodos, London, godt vejr på Roskilde… og en masse omvæltninger i min hverdag. Uni blev til fortiden i stedet for noget jeg kun kan omtale som Mit Personlige Helvede. Novo har åbnet mine øjne. Jeg skal ikke bruge en bachelor i musikvidenskab til noget. Og mens nogle mener at det er idioti ikke at afslutte, mener jeg at det ligeledes er idioti at spilde 1½-2 år på at gøre en uddannelse jeg ikke skal bruge til noget færdig.

Jeg har dog lovet mig selv én ting: vender jeg nogensinde tilbage til unilivet.. så er det for at gøre min bachelor i musik færdig…

Men indtil videre er mit største løfte at sørge for at jeg vågner op med et smil på læben hver dag. Og så er det fuldstændig lige meget hvad andre synes om mig vs. uni.

Et hurtigt tilbageblik på det sidste år fortæller mig at jeg endelig er begyndt at se fremad. Jeg tror sørme jeg er ved at blive voksen…

Jeg har ikke blogget meget de sidste par måneder. Det skuffer mig lidt. For jeg vil jo gerne. Der er bare noget der holder mig igen… og jeg tror jeg har fundet ud af hvad det er. Det har aldrig været min hensigt at udstille mig selv og mine dybeste følelser på nettet – jeg er generelt en meget privat person. Ofte finder jeg en masse små hændelser i min dagligdag som er sjove at blogge om – f.eks. mit nylige indlæg om håbløse håndværkere og varmemåleaflæsere fra Brunata. Det er en slags selvterapi at brokke sig…

…de seneste par måneder har de aktuelle hændelser i min dagligdag omhandlet en del seriøse hændelser som har rørt mig dybt inde. Det har åbnet op for en masse overvældende følelser… og det er sådan noget jeg kun snakker med én person om. Det ville være (for) grænseoverskridende for mig at begynde at blogge om… derfor har jeg bare ladet helt være. Måske det også er fordi jeg ved at en del af de pårørende engang imellem læser min blog…

…nevertheless. Jeg tager på ferie i morgen. Jeg skal besøge nogle venner i Århus. Dvs. jeg… og Laura selvfølgelig. Sidst på ugen tager vi også et smut forbi Aalborg og siger hej til noget af Lauras familie. Når jeg kommer hjem igen, så har jeg forhåbentligt fået nok afstand til mit kaos at jeg kan begynde at overskue og rydde op i det.

For at give et koldt/kynisk overblik over mit kaos:
– Jeg har på ubestemt tid meldt mig ud af uni… jeg ved ikke hvad der nu skal ske, jeg ved kun at svaret pt. ikke findes på uni. Min fortid OG fremtid er begge lig med nul og nada. Men jeg vælger at håbe på at en lukket dør betyder en ny åben dør et andet sted…
– min brors skilsmisse har påvirket alle til det punkt hvor jeg følte mig som et pattebarn over at jeg som 25-årig følte min verden faldt sammen over mig… igen…
– Lige inden jul faldt min onkel og slog hovedet hvilket medførte et længere ophold på hospitalet og en yderst bekymret familie. Han fik det heldigvis godt igen rigtig hurtigt… men selvom det er overstået bliver jeg stadig lidt bange indeni når jeg tænker på det.
– Min mormor blev opereret i dag. For lungekræft. Det var noget de opdagede tilfældigt… og om det har spredt sig ved vi først om en uges tid…

Jeg kan på ingen måder beskrive hvad jeg føler lige nu. Og måske det i virkeligheden er fordi jeg blandt alle ulykkerne holdt helt op med at føle… på et eller andet tidspunkt blev jeg fyldt op til randen med følelser. Det kan ikke være en god ting.

Januar skulle være måneden hvor jeg vendte tilbage til dagligdagen. I stedet for uni og et job har jeg nu 2 jobs. Jeg håber og satser på at jeg om en lille uges tid, når jeg vender tilbage fra ferie, er klar på at tage en ny omgang… mig vs. dagligdagen. Mig vs. virkeligheden.

Vi ses…

Jeg startede op på uni (igen!) d. 10. November og allerede 3 dage senere var jeg afklaret med at det ikke er noget der hører til i mit liv på nuværende tidspunkt. Jeg sad en torsdag eftermiddag i kantinen på hcø og følte panikken sprede sig indeni… for jeg kunne godt mærke inderst inde at jeg hadede at sidde der, og jeg kunne også mærke at jeg et sted allerede havde besluttet mig for at det var det dummeste i verden at tro, at jeg nu var klar til at afslutte hvad jeg havde startet for 4 år siden…

Så jeg sad dér i kantinen på hcø og reflekterede over min pludselig panik. Noget skulle ske. NU! Noget drastisk. Noget der tvang mig ud af de omgivelser der holdt mig nede. Jeg blev på 3. semester hårdt ramt af stress og har i 2-3 år kæmpet hårdt for at få min dagligdag tilbage. Gang på gang har jeg erfaret at det alene er uni der stresser mig – når jeg ikke har uni i min dagligdag, så kan jeg holde diverse stressfaktorer i skak. Så jeg besluttede mig for noget jeg egentlig ikke har lyst til, men føler at det er nødvendigt: en gennemgående, længerevarende pause. På ubestemt tid. Jeg er holdt op med at tænke “når jeg engang får min bachelor, hvad skal jeg så?…” men i stedet tænke, “jeg vil rigtig gerne ud at rejse og opleve verden, hvordan får jeg udlevet det?”

Jeg kender kun svaret på spørgsmål nr. 2… Spørgsmål nr. 1 udleder intet andet end frustration og jeg er rigtig rigtig træt af at tænke “ååååh, hvis nu bare jeg får kværnet de der kurser igennem, så slipper jeg for at tænke på det lort igen”. Og det er ikke med den holdning at jeg vil studere!!!! Så nu holder jeg pause – på ubestemt tid. Jeg har endda fået mig et ekstra deltidsjob (v. Novo Nordisk) der giver mig god mulighed for at lægge en masse penge til side så jeg kan rejse i fremtiden :)

Jeg har ikke alle svarene, men jeg har åbnet en dør jeg ikke anede eksisterede, og jeg glæder mig for en gangs skyld til at se hvad der gemmer sig bag den! Måske har jeg fundet the grand prize?!

Jeg sidder pt. på HCØ og jeg har inderligt brug for en pause. Jeg har været til dagens første forelæsning og jeg har siddet i 2 timer med afleveringen til på mandag – 2 timers baksen med Maple… i “gruppearbejde”… og når jeg skriver “gruppearbejde” (i anførelsestegn) så er det fordi der på ugesedlen står “arbejd i grupper med ugeopgave 1″, hvilket jeg jo rigtig gerne vil, men jeg kan ikke fordi jeg ikke kender nogle af de andre på kurset. Eller… dvs. at jeg har siddet her i 3 timer snart uden at have stødt på én eneste jeg kan genkende… så er det fanme svært at finde en gruppe. Det er jo ikke fordi man ikke kan arbejde alene, men det er fanme også svært at diskutere med sig selv – ihvertfald hvis det skal være konstruktivt.

Så jeg sidder nu her og blogger… fordi jeg har brug for det. Efter frokost begyndte jeg at gå i panik – helt indefra… og jeg var nødt til at stoppe det i at komme ud til overfladen. Jeg åbnede bogen for at begynde på opgaverne til dagens holdøvelser og jeg blev hurtig enig med mig selv om at jeg ikke aner hvor jeg skal starte… og det eneste jeg kunne registrere var min underbevidsthed der begyndte at skrige, “Aaaaargh!!!”.

Det er ganske forfærdeligt. Jeg har haft mavekneb de seneste 3 dage… jeg er træt, jeg har ikke sovet nok i nat, jeg kan ikke overskue at skulle koncentrere mig intensivt om det samme i 8 timer i træk… og jeg kan ikke li’ at være bange… og jeg overvejer kraftigt om det er okay at tage hjem og droppe de sidste 3½ timer. Men der er en forelæsning… og der er holdøvelser (og dermed også min eneste mulighed for at få hjælp til ugeopgaven)… Og jeg kan ikke li’ at give op… Og jeg vil jo også rigtig gerne.

…suk. Jeg tror bare jeg er begyndt at tvivle min egen kunnen… det er ubehageligt.

Man kan vel godt sige at jeg er officielt tilbage i dagligdagen… altså, sådan rent fysisk. Jeg er ihvertfald tilbage på skolebænken… og det er med blandede følelser og alt andet end velbehag. Jeg har glædet mig til at se de andre som jeg næsten ikke har set siden marts… og jeg har glædet mig til at komme igang, for så er der kortere tid til at det er ovre.

Jeg vil rigtig gerne. Og dagen i dag gik skræmmende godt. Jeg tør bare ikke håbe for meget… ikke endnu.

Men det gik godt. Og den store prøve er hvordan jeg har det på mandag når første aflevering skal afleveres…

(hvis du er nysgerrig omkring billedet, så tog jeg det med min telefon på ålholm st. i dag… og så skal det lige nævnes at man kan klikke på det for at se det større)

Hvis man er fanget mellem fortid og fremtid… Er man så fanget i nutiden? Og er det en god eller dårlig ting?

Jeg indrømmer at jeg så småt begynder at blive bange. Jeg prøver virkelig at lade være, men jeg kan mærke den der rastløshed kravle frem under huden… Og jeg prøver at tænke positivt, men jeg er også nødt til at tænke realistisk. Jeg er bange for at jeg aldrig får afsluttet min bachelor. Og det er et mareridt der er blevet mere og mere en realitet med det sidste års strabadser. Blokstrukturen på matematik slog mig totalt ud af kurs – jeg kan ikke overskue at læse fuldtid… og når jeg starter op igen d. 10. november, så bliver det uden SU og jeg er derfor også nødt til at arbejde ved siden af. Så jeg går fra en 20 timers arbejdsuge til… det dobbelte. Mindre kan ikke gøres.

Jeg er bange for at jeg engang i december bliver enig med mig selv om at jeg er færdig som studerende… Og det værste er at det i så fald ikke er fordi jeg har valgt forkert, men fordi jeg bare ikke magter at læse. Det kan jeg slet ikke overskue. Jeg vil jo så gerne…

… bare ikke for enhver pris!

Mig selv, f.eks.

Så ovenpå den sidste uges fantastiske filmfestival befinder jeg mig lige nu i et grænseland hvor jeg er glad ovenpå sjove oplevelser… men også melankolsk pga. studiestart om 2 uger.

Jeg har lige to overskrifter til jer i dag! De giver begge et godt billede af hvorfor jeg ikke orker at studere lige nu…:

- SU’en er blevet mindre værd
- Universitetsledere: Giv de langsomme mindre SU

Jeg var til en “hygge-forelæsning” på uni i dag… jeg har jo valgt at tage lidt pause, men vil ikke heeelt give slip. Jeg sad dér, og så gik det op for mig, at matematik er en interesse,… ikke en passion! (og det er vist ikke helt godt for min uni-fremtid)…

klik på billede for at se det større

Jeg har haft så meget overskud i rigtig lang tid. Og jeg har været så glad fordi det endelig føltes som om at jeg var begyndt at få styr på mig selv…

De sidste par dage har dog været præget af [halsproblemer,] noget der egentlig ikke er sygdom, men nok til at gøre mig konstant fysisk udmattet. Jeg blev aldrig færdig med lektien til i tirsdags og jeg måtte ty til Tjeck-læsning under forelæsningen sidst på dagen for ikke at falde i søvn. Jeg har så forsøgt at læse op på det i dag (deraf det flotte billede)… men skal ærligt indrømme at jeg ikke laver meget andet end at kigge på siderne i bogen og lades som om jeg faktisk foretager mig noget konstruktivt. Jeg mangler stadig 14 sider til forelæsningen i morgen… og min aflevering skal fikses færdig.

Det er virkelig virkelig svært, det her fag. Jeg kan mærke at det er en kæmpe byrde at jeg var så meget syg på det sidste kursus. Det hjælper selvfølgelig heller ikke at jeg er skrækslagen for at vågne op i morgen og være rigtig syg… jeg magter det ikke…

Jeg har lyst til at græde, men jeg kan ikke!

Jeg har brug for en pause, men det har jeg ikke råd til…

Jeg vil bare gerne ud og fotografere verden!

Der er nogle ting i mit liv jeg ikke er helt tilfreds med. Og det kan gøres ganske kort: der er ting/projekter jeg rigtig gerne vil have tid til at fuldføre, men på bekostning af fremtiden.

Og det lyder måske meget “sort eller hvidt”… hvilket det nok i virkeligheden også er. Det handler om at tage en beslutning. Det kan godt være der er mange faktorer (grå-zoner) der spiller ind i min fortvivlelse, men i sidste ende handler det om et enkelt valg: nutiden eller fremtiden. Og allervigtigst: Kan jeg holde mig til den beslutning?!

…for hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke selvdisciplin nok til noget som helst. Ikke engang til at tage en beslutning. Så hvis jeg nogensinde tager en beslutning… hvordan skal jeg så nogensinde kunne finde den selvdisciplin det kræver at føre planen til værks?

Jeg vil så gerne vågne op på mandag og være et nyt forandret menneske som står op samme tid hver dag og har en fast dagsrytme og studierytme. Jeg har brug for den kontrol. Ingen selvkontrol, ingen selvdisciplin. Det er såre simpelt. Og seriøst… hvor svært kan det være at stå op når uret ringer?? Meget meget svært… tydeligvis…

…jeg har forsøgt gang på gang at sætte mig for en plan. Og holde den. Og jeg holder den da også… i ca. 1½ døgn… og så ændrer jeg den, hvilket får alting til at falde sammen rundt om mig.

Regel nr. 1: Sæt dig et realistisk mål. Ikke noget “jeg tror godt jeg kan klare det.. “. Kun “det kan jeg med sikkerhed overskue”.
Regel nr. 2: Giv dig selv den pause du har brug for. Lyt til dig selv og din krop.

Jeg lever slavisk efter de regler… Det er bare ikke særlig let at holde fast i dem når alting rundt om en er et virvar. Jeg er træt af at min vagtplan på arbejdet altid fucker op… og jeg er træt af at jeg altid bliver syg oveni eksamenslæsningen… og jeg er træt af at min krop siger stop når jeg har brug for at holde modet oppe… og jeg er generelt bare træt af at jeg ikke kan kontrollere noget som helst.

Der er ting i mit liv jeg nok er nødt til at sige farvel til… også selvom de bringer gode ting med sig. For problemet er at de nok i virkeligheden bringer mere skade end godt med sig. Og det er de små nuancer der skubber balancen til den forkerte side. Jeg gider det ikke mere.

Så er det sagt.

Nu mangler jeg bare at tage den endelige beslutning…