Jeg har altid misundet folk der bare kunne give fuldstændig slip på deres hæmninger, deres rødder, deres sikkerhedsnet… fordi ønsket om at opleve det ukendte, måske lidt farlige eventyr brænder stærkere end noget andet. Damn you, people! Det er de mennesker der afslutter deres vilde eventyrhistorier med sætningen “…fordi det løser sig altid!”.

Jeg er ikke det menneske. Uanset hvor meget jeg gerne vil være det, så bliver jeg det aldrig… for jeg er tryghedsnarkoman helt ind til benet. Det er mit instinkt at passe på mig selv. Jeg har tidligere udøvet dette fænomen ved at have fuldstændig kontrol over alting; der skulle være planer for alt… f.eks. ville jeg gå lidt i panik indeni hvis min bus ikke kom til tiden. Det betød jo at fremtiden ikke ville komme til at matche det billede jeg havde skabt. Det sidste halve år har jeg specifikt fokuseret på at slå den kontrol ihjel, og det er faktisk lykkes. Jeg har måske gået lidt til ekstremerne ved at lade andre lægge planerne HELT og så bare følge med – alene for at overskride mine egne grænser. Det var meget svært i starten, men jeg fandt hurtigt ud af at INGEN FORVENTNINGER = REN OVERRASKELSE !!!! Det har været grænseoverskridende for mig, men også fantastisk at opleve at jeg kan give slip på kontrollen.

Så meget for en kort indledning, haha. Let’s talk business!

Næste år. 2011.
Jeg er sikret fuldtid på novo det første kvartal. Indtil videre i hvert fald. Planen var egentlig at skaffe mig jobs henover sommeren, rejse til Australien midt august for at komme hjem og starte HGs kurset (kontoruddannelsen) i november. For at Australien kan lykkes næste år er dette den eneste mulighed, for jeg vil ikke have penge til det på andre måder. Men så kom jeg til at foreslå mig selv at tænke alternativer. Der starter nemlig også et HGs kursus op midt marts (med slut midt juni). For jeg kunne i teorien arbejde frem til midt marts, tage HGs kurset, gi’ den gas henover sommeren og så rejse i australien. Meeeen det kommer til at knibe med pengene – og det er så her jeg ville ønske at jeg var det menneske beskrevet i starten af indlægget – for jeg vil stå med absolut ingen sikkerhedsnet whatsoever når jeg kommer tilbage. Og jeg har ikke noget fancy på papiret til at redde min røv i sådan et tilfælde.

… og hvis jeg skal være ærlig, så har tanken om HGs i marts givet mig blod på tanden. Så meget at jeg er villig til at udskyde Australien på ubestemt tid. Det er en ny følelse i min lille skrøbelige krop. For første gang NOGENSINDE kan jeg se mig selv starte en uddannelse med det formål at det leder mig til noget jeg RIGTIG GERNE VIL… og måske jeg skylder mig selv at holde fast på den følelse nu jeg endelig har fundet den??? (Der er pludselig meget lang tid til næste november… you know?)

Australien-projektet skulle være dér hvor jeg fandt mig selv igen, men det er lige gået op for mig, at jeg i al planlægningen helt uventet allerede HAR fundet mig selv.

Så… er det okay hvis jeg foreslår dette i stedet?
Antaget at jeg starter HGs allerede i marts; hvis jeg ikke kan finansiere Australien næste år, så bruger jeg sommeren på at rejse til nogle mindre destinationer – f.eks. Skotland (jeg er absolut ikke færdig dér!)… eller Rom, Venedig, måske?… Paris… you name it. Noget der er billigere end Australien (jeg mener, flybilletten alene er ca. 10.000). Noget der ikke kræver at jeg skal bruge min. 3 uger for at opleve bare en lille smule. Jeg har nemlig et hul på 20 dage i juli samt et lignende hul i august (de to perioder er desværre ikke sammenhængende). Det giver mig også mulighed for at finde en kontorelevplads med start i september. Det her er faktisk ikke en helt tosset idé. Jeg kommer stadig ud at rejse, og mit sikkerhedsnet er der stadig i en eller anden form. Og vigtigst af alt, jeg ruinerer ikke mig selv.

Og allerALLERvigtigst: jeg er ikke tvunget til at gå på kompromis med mine drømme om Australien pga. lavt ressourcebeholdning.

Er det fjollet at udskyde Australien på den måde? Eller giver det mening? Hvad ville I gøre?

Men i dag står jeg stadig med en rastløshed i kroppen når tankerne kommer på rejse. Og det er lige gået op for mig at begrebet “working holidays” eksisterer. Jeg har således haft følgende idéer op at vende:

Australien:
Helt klart min favoritdrøm. 3 måneder i Sydney eller Melbourne ville være optimalt. Jeg er sådan set ligeglad med hvad jeg kommer til at arbejde med, jeg skal bare have økonomien til at køre rundt. Det kræver også at jeg får fremlejet min lejlighed – hvilket ikke er helt umuligt at få i stand… men jeg er lidt øm omkring det sted jeg kalder “mit hjem” og det skal ikke være hvem som helst jeg lukker ind.
Et andet problem er om jeg i så fald skal finde nogle rejse buddies… eller om man får sådan nogle automatisk ved at tilmelde sig diverse programmer. Eller om jeg hellere vil rejse helt alene. For 3 måneder et sted jeg ikke kender, helt alene,… det kan ikke være helt let.

Storbrittanien:
Det oplagte ville være London. Jeg har været i London så mange gange… og måske derfor er jeg ikke helt frisk på den idé.
Så er der Irland… eller Skotland. Og jeg overvejer også Edinburgh netop fordi jeg kender to fantastiske mennesker der. Og i så fald ville jeg ikke være helt alene. Det er på sin vis også meget billigere at tage til storbrittanien. Flybillet tur/retur koster omkring 1000-1500 kr hvorimod sådan en til Australien koster omkring 12-15.000.

En helt 3. tanke kunne være at tage noget frivillig arbejde et par uger i australien på et wild life sanctuary. DET kunne være fantastisk! Ikke noget der skal bruges 3 måneder på. Hvis jeg er væk i 3 måneder så er det for at blive en del af samfundet og det kulturelle liv.

I virkeligheden har jeg enormt mange idéer på tegnebrættet. Og i virkeligheden afhænger mine planer for det nye år af hvad der kommer til at ske med min kontrakt på novo. Jeg tillader alle døre at åbne sig for mig… så må vi se…

Hvis bare det var lidt lettere at undersøge arbejdspladser og-forhold i andre lande… jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Og hvordan finder jeg et sted at bo osv.

Har I nogle erfaringer med working holidays osv.?
Nogle hjemmesider jeg kan kigge på?
Anything?

Da 2009 startede havde jeg været på novo i 2-3 uger, min bror blev skilt, min onkel slog hovedet slemt og endte på hospitalet, min mormor fik konstateret lungekræft… og oveni kæmpede jeg med at overbevise mig selv om at det var egoistisk at gøre mit “uni drop-out stunt” til et problem… all things considered.

Det er nu 2010 og alle de ting er rettet op. Uni er fortiden og novo har beholdt mig lidt endnu (frem til maj – jeg håber på endnu en kontraktforlængelse… we’ll see). Min brors skilsmisse er hvad det er… alle er glade og gode venner, hvilket er det vigtigste. Min onkels hospitalsvisit varede ikke længe, heldigvis! Min mormors kræft blev konstateret ved et tilfælde og så tidligt at det kunne bekæmpes – helt.

2009 har trods den heftige start været et fantastisk år. Rhodos, London, godt vejr på Roskilde… og en masse omvæltninger i min hverdag. Uni blev til fortiden i stedet for noget jeg kun kan omtale som Mit Personlige Helvede. Novo har åbnet mine øjne. Jeg skal ikke bruge en bachelor i musikvidenskab til noget. Og mens nogle mener at det er idioti ikke at afslutte, mener jeg at det ligeledes er idioti at spilde 1½-2 år på at gøre en uddannelse jeg ikke skal bruge til noget færdig.

Jeg har dog lovet mig selv én ting: vender jeg nogensinde tilbage til unilivet.. så er det for at gøre min bachelor i musik færdig…

Men indtil videre er mit største løfte at sørge for at jeg vågner op med et smil på læben hver dag. Og så er det fuldstændig lige meget hvad andre synes om mig vs. uni.

Et hurtigt tilbageblik på det sidste år fortæller mig at jeg endelig er begyndt at se fremad. Jeg tror sørme jeg er ved at blive voksen…

Næste måned sometime. Der får jeg besked.

Indtil da er jeg lidt stresset, enormt rastløs… håber på det bedste.

Jeg har lige en Logan update til jer. Jeg har forsøgt at bygge et toiletrullefort (det er vel det bedste navn at give den). Jeg er nødt til at binde toiletrullerne sammen med noget han kan tåle at gnave i… det eneste jeg lige havde var toiletpapir. Så pt. ser det voldsomt grimt ud. Først ville han ikke igennem den øverste rulle, men så lagde jeg solsikkekerner (hans yndligssnack!) derind, hvilket han hurtigt fandt ud af. Han kunne dog nå dem udefra (damn!).. men det fik nu alligevel blødt ham op og han hoppede sgu’ derind. Måske fordi han tænkte “der må være flere velsmagende snacks derinde!”. Han er nemlig vældig glad for mad, skal jeg hilse og sige. Og det kan også ses på hans kropsbygning efterhånden. Lille grådige Logan.

Der kommer nok et videoklip op af toiletrulleudforskningen senere. Men her er et billede (videoklippet sat på pause og fotograferet med mobil.. haha).

(klik for større)

]]> http://varve.dk/blog/archives/2114/feed 0 http://varve.dk/blog/archives/2035 http://varve.dk/blog/archives/2035#comments Wed, 20 May 2009 17:07:59 +0000 Christina http://varve.dk/blog/?p=2035 Min øvre venstre visdomstand er begyndt at gnave sig frem i tandkødet. Der er en fin tak. Men tandkødet er lidt ømt :/ Synes ellers jeg er ved at være for gammel til sådan noget a la vokseværk. Fjollet.

Jeg håber den vokser lige…

Jeg har siden december haft to jobs kørende. Et gang-i-den job i build-a-bear workshop og et kontorlignende job på Novo Nordisk. De seneste par måneder er jeg begyndt at foretrække det der kontor noget. Jeg er en smule træt af at gennemsnitsalderen på mine bamsefabrikkollegaer bliver yngre og yngre (det grænser sig til et årti). Det er vel også et tegn på at min voksenhed er ved at indtræde. Og det har jeg tænkt en del over. Ja, jeg har overvejet at fortsætte det der kontorhalløj. Sådan en læreplads på et kontor varer typisk 2 år … + jeg jo godt kan li’ at administrere og organisere. Det er måske i virkeligheden dér jeg skal hen. Og så bare glemme uni helt. Måske?

Jeg begynder ihvertfald at se en mulighed for at den såkaldte voksne karakter så småt kan velkommes i mit sind. Det er lidt skræmmende. Men på en god måde, tror jeg.

…de seneste par måneder har de aktuelle hændelser i min dagligdag omhandlet en del seriøse hændelser som har rørt mig dybt inde. Det har åbnet op for en masse overvældende følelser… og det er sådan noget jeg kun snakker med én person om. Det ville være (for) grænseoverskridende for mig at begynde at blogge om… derfor har jeg bare ladet helt være. Måske det også er fordi jeg ved at en del af de pårørende engang imellem læser min blog…

…nevertheless. Jeg tager på ferie i morgen. Jeg skal besøge nogle venner i Århus. Dvs. jeg… og Laura selvfølgelig. Sidst på ugen tager vi også et smut forbi Aalborg og siger hej til noget af Lauras familie. Når jeg kommer hjem igen, så har jeg forhåbentligt fået nok afstand til mit kaos at jeg kan begynde at overskue og rydde op i det.

For at give et koldt/kynisk overblik over mit kaos:
– Jeg har på ubestemt tid meldt mig ud af uni… jeg ved ikke hvad der nu skal ske, jeg ved kun at svaret pt. ikke findes på uni. Min fortid OG fremtid er begge lig med nul og nada. Men jeg vælger at håbe på at en lukket dør betyder en ny åben dør et andet sted…
– min brors skilsmisse har påvirket alle til det punkt hvor jeg følte mig som et pattebarn over at jeg som 25-årig følte min verden faldt sammen over mig… igen…
– Lige inden jul faldt min onkel og slog hovedet hvilket medførte et længere ophold på hospitalet og en yderst bekymret familie. Han fik det heldigvis godt igen rigtig hurtigt… men selvom det er overstået bliver jeg stadig lidt bange indeni når jeg tænker på det.
– Min mormor blev opereret i dag. For lungekræft. Det var noget de opdagede tilfældigt… og om det har spredt sig ved vi først om en uges tid…

Jeg kan på ingen måder beskrive hvad jeg føler lige nu. Og måske det i virkeligheden er fordi jeg blandt alle ulykkerne holdt helt op med at føle… på et eller andet tidspunkt blev jeg fyldt op til randen med følelser. Det kan ikke være en god ting.

Januar skulle være måneden hvor jeg vendte tilbage til dagligdagen. I stedet for uni og et job har jeg nu 2 jobs. Jeg håber og satser på at jeg om en lille uges tid, når jeg vender tilbage fra ferie, er klar på at tage en ny omgang… mig vs. dagligdagen. Mig vs. virkeligheden.

Vi ses…

Så jeg sad dér i kantinen på hcø og reflekterede over min pludselig panik. Noget skulle ske. NU! Noget drastisk. Noget der tvang mig ud af de omgivelser der holdt mig nede. Jeg blev på 3. semester hårdt ramt af stress og har i 2-3 år kæmpet hårdt for at få min dagligdag tilbage. Gang på gang har jeg erfaret at det alene er uni der stresser mig – når jeg ikke har uni i min dagligdag, så kan jeg holde diverse stressfaktorer i skak. Så jeg besluttede mig for noget jeg egentlig ikke har lyst til, men føler at det er nødvendigt: en gennemgående, længerevarende pause. På ubestemt tid. Jeg er holdt op med at tænke “når jeg engang får min bachelor, hvad skal jeg så?…” men i stedet tænke, “jeg vil rigtig gerne ud at rejse og opleve verden, hvordan får jeg udlevet det?”

Jeg kender kun svaret på spørgsmål nr. 2… Spørgsmål nr. 1 udleder intet andet end frustration og jeg er rigtig rigtig træt af at tænke “ååååh, hvis nu bare jeg får kværnet de der kurser igennem, så slipper jeg for at tænke på det lort igen”. Og det er ikke med den holdning at jeg vil studere!!!! Så nu holder jeg pause – på ubestemt tid. Jeg har endda fået mig et ekstra deltidsjob (v. Novo Nordisk) der giver mig god mulighed for at lægge en masse penge til side så jeg kan rejse i fremtiden :)

Jeg har ikke alle svarene, men jeg har åbnet en dør jeg ikke anede eksisterede, og jeg glæder mig for en gangs skyld til at se hvad der gemmer sig bag den! Måske har jeg fundet the grand prize?!

1. december kan kun fejres på én rigtig måde. Og den kommer her!

Der er selvfølgelig også andre måder at fejre 1. december på. En måde kunne være at åbne sin kalendergave som indeholder jonglørbolde (yeah!). En anden måde kunne være at tage i Super Best for at hente Kinder Chokolade julekalenderen for at se at der er 50% af prisen fordi december ER startet (dobbelt yeah!) – ingen kommentarer om det forsinkede indkøb, tak.

En tredje måde at fejre 1. december på kunne være at tage til jobsamtale for at få svar senere på dagen at man har fået jobbet. WOOHOOOO! (triple-yeah!). Så nu kan jeg holde mig fra studiet på den rigtige måde og tjene ekstra penge imens!

Jeg indrømmer at jeg så småt begynder at blive bange. Jeg prøver virkelig at lade være, men jeg kan mærke den der rastløshed kravle frem under huden… Og jeg prøver at tænke positivt, men jeg er også nødt til at tænke realistisk. Jeg er bange for at jeg aldrig får afsluttet min bachelor. Og det er et mareridt der er blevet mere og mere en realitet med det sidste års strabadser. Blokstrukturen på matematik slog mig totalt ud af kurs – jeg kan ikke overskue at læse fuldtid… og når jeg starter op igen d. 10. november, så bliver det uden SU og jeg er derfor også nødt til at arbejde ved siden af. Så jeg går fra en 20 timers arbejdsuge til… det dobbelte. Mindre kan ikke gøres.

Jeg er bange for at jeg engang i december bliver enig med mig selv om at jeg er færdig som studerende… Og det værste er at det i så fald ikke er fordi jeg har valgt forkert, men fordi jeg bare ikke magter at læse. Det kan jeg slet ikke overskue. Jeg vil jo så gerne…

… bare ikke for enhver pris!

Mig selv, f.eks.

Så ovenpå den sidste uges fantastiske filmfestival befinder jeg mig lige nu i et grænseland hvor jeg er glad ovenpå sjove oplevelser… men også melankolsk pga. studiestart om 2 uger.

(klik for større billede)

Casper og Birgitte var forbi og sige hej i fredags. De tog deres Wii med. Det er tirsdag og jeg har stadig trætheds-symptomer af den onde slags i armene… :(

Men sjovt, det var det :D

På den anden (dårlige) side, så er min vagtplan for maj måned begyndt at se rigtig ond ud igen – i form af at jeg ikke har fået vagter nok til at kunne overleve økonomisk. Så jeg må på den igen. Hvis nogle af jer har foreslag til “et job ved siden af” som intet har med irma/netto/fakta-genren at gøre… så har jeg ørerne åbne!

:(

det søde og det sure.

jeg har ikke så meget til jer i dag…