… og jeg fatter ikke hvor det sidste år er forsvundet hen.
Da 2009 startede havde jeg været på novo i 2-3 uger, min bror blev skilt, min onkel slog hovedet slemt og endte på hospitalet, min mormor fik konstateret lungekræft… og oveni kæmpede jeg med at overbevise mig selv om at det var egoistisk at gøre mit “uni drop-out stunt” til et problem… all things considered.
Det er nu 2010 og alle de ting er rettet op. Uni er fortiden og novo har beholdt mig lidt endnu (frem til maj – jeg håber på endnu en kontraktforlængelse… we’ll see). Min brors skilsmisse er hvad det er… alle er glade og gode venner, hvilket er det vigtigste. Min onkels hospitalsvisit varede ikke længe, heldigvis! Min mormors kræft blev konstateret ved et tilfælde og så tidligt at det kunne bekæmpes – helt.
2009 har trods den heftige start været et fantastisk år. Rhodos, London, godt vejr på Roskilde… og en masse omvæltninger i min hverdag. Uni blev til fortiden i stedet for noget jeg kun kan omtale som Mit Personlige Helvede. Novo har åbnet mine øjne. Jeg skal ikke bruge en bachelor i musikvidenskab til noget. Og mens nogle mener at det er idioti ikke at afslutte, mener jeg at det ligeledes er idioti at spilde 1½-2 år på at gøre en uddannelse jeg ikke skal bruge til noget færdig.
Jeg har dog lovet mig selv én ting: vender jeg nogensinde tilbage til unilivet.. så er det for at gøre min bachelor i musik færdig…
Men indtil videre er mit største løfte at sørge for at jeg vågner op med et smil på læben hver dag. Og så er det fuldstændig lige meget hvad andre synes om mig vs. uni.
Et hurtigt tilbageblik på det sidste år fortæller mig at jeg endelig er begyndt at se fremad. Jeg tror sørme jeg er ved at blive voksen…
Jeg kan mærke at det begynder at stresse mig lidt at jeg endnu ikke ved om jeg får forlænget min kontrakt på novo. Det er selvfølgelig oveni at jeg pga. sygdom og ferie i juli ikke har fået tjent så meget ind som jeg havde håbet på. I værste fald er min økonomi helt fucked efter november… Og jeg føler jeg er blevet for gammel til at tage ekstra jobs “i den lokale netto”. Men man gør jo hvad der skal til for at overleve, right? Det er nok i virkeligheden også mest fordi jeg er blevet så glad for at arbejde på novo, jeg er på ingen måder færdig dér… og så er det ikke engang op til mig at beslutte om jeg kan blive.
Næste måned sometime. Der får jeg besked.
Indtil da er jeg lidt stresset, enormt rastløs… håber på det bedste.
* * *
Jeg har lige en Logan update til jer. Jeg har forsøgt at bygge et toiletrullefort (det er vel det bedste navn at give den). Jeg er nødt til at binde toiletrullerne sammen med noget han kan tåle at gnave i… det eneste jeg lige havde var toiletpapir. Så pt. ser det voldsomt grimt ud. Først ville han ikke igennem den øverste rulle, men så lagde jeg solsikkekerner (hans yndligssnack!) derind, hvilket han hurtigt fandt ud af. Han kunne dog nå dem udefra (damn!).. men det fik nu alligevel blødt ham op og han hoppede sgu’ derind. Måske fordi han tænkte “der må være flere velsmagende snacks derinde!”. Han er nemlig vældig glad for mad, skal jeg hilse og sige. Og det kan også ses på hans kropsbygning efterhånden. Lille grådige Logan.
Der kommer nok et videoklip op af toiletrulleudforskningen senere. Men her er et billede (videoklippet sat på pause og fotograferet med mobil.. haha).
Min øvre venstre visdomstand er begyndt at gnave sig frem i tandkødet. Der er en fin tak. Men tandkødet er lidt ømt :/ Synes ellers jeg er ved at være for gammel til sådan noget a la vokseværk. Fjollet.
Jeg håber den vokser lige…
Jeg har siden december haft to jobs kørende. Et gang-i-den job i build-a-bear workshop og et kontorlignende job på Novo Nordisk. De seneste par måneder er jeg begyndt at foretrække det der kontor noget. Jeg er en smule træt af at gennemsnitsalderen på mine bamsefabrikkollegaer bliver yngre og yngre (det grænser sig til et årti). Det er vel også et tegn på at min voksenhed er ved at indtræde. Og det har jeg tænkt en del over. Ja, jeg har overvejet at fortsætte det der kontorhalløj. Sådan en læreplads på et kontor varer typisk 2 år … + jeg jo godt kan li’ at administrere og organisere. Det er måske i virkeligheden dér jeg skal hen. Og så bare glemme uni helt. Måske?
Jeg begynder ihvertfald at se en mulighed for at den såkaldte voksne karakter så småt kan velkommes i mit sind. Det er lidt skræmmende. Men på en god måde, tror jeg.
Jeg har ikke blogget meget de sidste par måneder. Det skuffer mig lidt. For jeg vil jo gerne. Der er bare noget der holder mig igen… og jeg tror jeg har fundet ud af hvad det er. Det har aldrig været min hensigt at udstille mig selv og mine dybeste følelser på nettet – jeg er generelt en meget privat person. Ofte finder jeg en masse små hændelser i min dagligdag som er sjove at blogge om – f.eks. mit nylige indlæg om håbløse håndværkere og varmemåleaflæsere fra Brunata. Det er en slags selvterapi at brokke sig…
…de seneste par måneder har de aktuelle hændelser i min dagligdag omhandlet en del seriøse hændelser som har rørt mig dybt inde. Det har åbnet op for en masse overvældende følelser… og det er sådan noget jeg kun snakker med én person om. Det ville være (for) grænseoverskridende for mig at begynde at blogge om… derfor har jeg bare ladet helt være. Måske det også er fordi jeg ved at en del af de pårørende engang imellem læser min blog…
…nevertheless. Jeg tager på ferie i morgen. Jeg skal besøge nogle venner i Århus. Dvs. jeg… og Laura selvfølgelig. Sidst på ugen tager vi også et smut forbi Aalborg og siger hej til noget af Lauras familie. Når jeg kommer hjem igen, så har jeg forhåbentligt fået nok afstand til mit kaos at jeg kan begynde at overskue og rydde op i det.
For at give et koldt/kynisk overblik over mit kaos:
– Jeg har på ubestemt tid meldt mig ud af uni… jeg ved ikke hvad der nu skal ske, jeg ved kun at svaret pt. ikke findes på uni. Min fortid OG fremtid er begge lig med nul og nada. Men jeg vælger at håbe på at en lukket dør betyder en ny åben dør et andet sted…
– min brors skilsmisse har påvirket alle til det punkt hvor jeg følte mig som et pattebarn over at jeg som 25-årig følte min verden faldt sammen over mig… igen…
– Lige inden jul faldt min onkel og slog hovedet hvilket medførte et længere ophold på hospitalet og en yderst bekymret familie. Han fik det heldigvis godt igen rigtig hurtigt… men selvom det er overstået bliver jeg stadig lidt bange indeni når jeg tænker på det.
– Min mormor blev opereret i dag. For lungekræft. Det var noget de opdagede tilfældigt… og om det har spredt sig ved vi først om en uges tid…
Jeg kan på ingen måder beskrive hvad jeg føler lige nu. Og måske det i virkeligheden er fordi jeg blandt alle ulykkerne holdt helt op med at føle… på et eller andet tidspunkt blev jeg fyldt op til randen med følelser. Det kan ikke være en god ting.
Januar skulle være måneden hvor jeg vendte tilbage til dagligdagen. I stedet for uni og et job har jeg nu 2 jobs. Jeg håber og satser på at jeg om en lille uges tid, når jeg vender tilbage fra ferie, er klar på at tage en ny omgang… mig vs. dagligdagen. Mig vs. virkeligheden.
Jeg startede op på uni (igen!) d. 10. November og allerede 3 dage senere var jeg afklaret med at det ikke er noget der hører til i mit liv på nuværende tidspunkt. Jeg sad en torsdag eftermiddag i kantinen på hcø og følte panikken sprede sig indeni… for jeg kunne godt mærke inderst inde at jeg hadede at sidde der, og jeg kunne også mærke at jeg et sted allerede havde besluttet mig for at det var det dummeste i verden at tro, at jeg nu var klar til at afslutte hvad jeg havde startet for 4 år siden…
Så jeg sad dér i kantinen på hcø og reflekterede over min pludselig panik. Noget skulle ske. NU! Noget drastisk. Noget der tvang mig ud af de omgivelser der holdt mig nede. Jeg blev på 3. semester hårdt ramt af stress og har i 2-3 år kæmpet hårdt for at få min dagligdag tilbage. Gang på gang har jeg erfaret at det alene er uni der stresser mig – når jeg ikke har uni i min dagligdag, så kan jeg holde diverse stressfaktorer i skak. Så jeg besluttede mig for noget jeg egentlig ikke har lyst til, men føler at det er nødvendigt: en gennemgående, længerevarende pause. På ubestemt tid. Jeg er holdt op med at tænke “når jeg engang får min bachelor, hvad skal jeg så?…” men i stedet tænke, “jeg vil rigtig gerne ud at rejse og opleve verden, hvordan får jeg udlevet det?”
Jeg kender kun svaret på spørgsmål nr. 2… Spørgsmål nr. 1 udleder intet andet end frustration og jeg er rigtig rigtig træt af at tænke “ååååh, hvis nu bare jeg får kværnet de der kurser igennem, så slipper jeg for at tænke på det lort igen”. Og det er ikke med den holdning at jeg vil studere!!!! Så nu holder jeg pause – på ubestemt tid. Jeg har endda fået mig et ekstra deltidsjob (v. Novo Nordisk) der giver mig god mulighed for at lægge en masse penge til side så jeg kan rejse i fremtiden :)
Jeg har ikke alle svarene, men jeg har åbnet en dør jeg ikke anede eksisterede, og jeg glæder mig for en gangs skyld til at se hvad der gemmer sig bag den! Måske har jeg fundet the grand prize?!
JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH! Det er endelig december. Det betyder at jeg officielt kan spamme alle med juleting uden at blive råbt af :)
1. december kan kun fejres på én rigtig måde. Og den kommer her!
Der er selvfølgelig også andre måder at fejre 1. december på. En måde kunne være at åbne sin kalendergave som indeholder jonglørbolde (yeah!). En anden måde kunne være at tage i Super Best for at hente Kinder Chokolade julekalenderen for at se at der er 50% af prisen fordi december ER startet (dobbelt yeah!) – ingen kommentarer om det forsinkede indkøb, tak.
En tredje måde at fejre 1. december på kunne være at tage til jobsamtale for at få svar senere på dagen at man har fået jobbet. WOOHOOOO! (triple-yeah!). Så nu kan jeg holde mig fra studiet på den rigtige måde og tjene ekstra penge imens!
Hvis man er fanget mellem fortid og fremtid… Er man så fanget i nutiden? Og er det en god eller dårlig ting?
Jeg indrømmer at jeg så småt begynder at blive bange. Jeg prøver virkelig at lade være, men jeg kan mærke den der rastløshed kravle frem under huden… Og jeg prøver at tænke positivt, men jeg er også nødt til at tænke realistisk. Jeg er bange for at jeg aldrig får afsluttet min bachelor. Og det er et mareridt der er blevet mere og mere en realitet med det sidste års strabadser. Blokstrukturen på matematik slog mig totalt ud af kurs – jeg kan ikke overskue at læse fuldtid… og når jeg starter op igen d. 10. november, så bliver det uden SU og jeg er derfor også nødt til at arbejde ved siden af. Så jeg går fra en 20 timers arbejdsuge til… det dobbelte. Mindre kan ikke gøres.
Jeg er bange for at jeg engang i december bliver enig med mig selv om at jeg er færdig som studerende… Og det værste er at det i så fald ikke er fordi jeg har valgt forkert, men fordi jeg bare ikke magter at læse. Det kan jeg slet ikke overskue. Jeg vil jo så gerne…
… bare ikke for enhver pris!
Mig selv, f.eks.
Så ovenpå den sidste uges fantastiske filmfestival befinder jeg mig lige nu i et grænseland hvor jeg er glad ovenpå sjove oplevelser… men også melankolsk pga. studiestart om 2 uger.
Casper og Birgitte var forbi og sige hej i fredags. De tog deres Wii med. Det er tirsdag og jeg har stadig trætheds-symptomer af den onde slags i armene… :(
Men sjovt, det var det :D
På den anden (dårlige) side, så er min vagtplan for maj måned begyndt at se rigtig ond ud igen – i form af at jeg ikke har fået vagter nok til at kunne overleve økonomisk. Så jeg må på den igen. Hvis nogle af jer har foreslag til “et job ved siden af” som intet har med irma/netto/fakta-genren at gøre… så har jeg ørerne åbne!
Jeg var til Tina Dickow koncert i KB Hallen i går. Forinden kunne jeg officielt kalde mig Forkølet. Og ikke på den gode måde (ikke fordi der ER en god måde at være forkølet på.. men der er helt klart en DÃ…RLIG måde at være det på… ). KB Hallen var fyldt med en tyk røget (røgmaskiner, går jeg ud fra) luft og det rev i næse og øjne. Argh.
Men det var trods alt en rigtig hyggelig koncert. Jeg gider ikke anmelde den… Jeg vil dog gerne komme med et godt råd til alle der går til koncerter: spis aldrig mexican food inden en koncert!” Det er self. ikke mig selv jeg taler om, jeg kender mine grænser. Der var en tæt på mig der havde rigtig rigtig meget rigtig rigtig slemt mavegas… og det blev værre og værre under koncerten. Bare et godt råd… don’t do it!!!
Nu til noget andet: sygdom. “At være forkølet på den dårlige måde….:”
Jeg kan ikke trække vejret og mit hovede dunker af smerte. Jeg sidder nu og overvejer om det er ørevoks eller betændelse der trykker i mit venstre øre. Jeg har ikke brug for mellemørebetændelse nu.. slet ikke nu!… så jeg overvejer kraftigt at melde mig syg i morgen for at tage til lægen og få det afklaret. Det føles helt forkert, så jeg er lidt bange, det indrømmer jeg! Hvis det er betændelse skal jeg have medicin prompte. Problemet er bare at jeg skal ud og hjælpe i butikken i Lyngby i morgen… fra morgenstunden af… det er en rigtig uheldig vagt at melde sig syg på. Men jeg kan jo ikke gøre andet end at se det an i aften…
Det er noget jeg har sagt ja til én gang. Det tager mig 2 timer at tage derned… og hjem igen… og efter 7,5 time “på speed”, så kan det godt være jeg ikke kan klare den fødselsdagsfest jeg er inviteret til samme aften.
3. January 2010 22:54 | 
