Jeg har lyst til at skælde ud på verdenen! Jeg synes den behandler mig dårligt. En psykolog ville sikkert lave en klog bemærkning om at det er mig selv der behandler mig dårligt…
…inderst inde ved jeg jo godt at det er sandt…
Sandheden stinker! Bare så I ved det. Sandheden, virkeligheden, realiteter, alt, alting der er eksisterer i realplan… det hele stinker! Som sure svedige fodboldsokker.
Da jeg tog på arbejde i morges var jeg helt tom indeni – og det er ikke en god ting at være på min arbejdsplads… så jeg brugte al min energi (og mere end det!) på at smile og lade som om jeg havde lyst til at hoppe rundt og lege tosse i en bamseverden. Mit energi-barometer røg faktisk helt ned i minus… og den følelse kender I allesammen godt. Det håber jeg, for jeg kan ikke forklare det bedre.
Jeg er trist, mut, tavs, ked af det, skuffet, vred, arrig, ulykkelig… en grov form for melankoli, vel. Jeg har også fundet en syndebuk: virkeligheden. Problemet er bare at det ikke er så let igen at få virkeligheden ned med nakken.
Og inden I begynder at spørge… så ved jeg ikke hvad der er galt. Og det er jo netop det der er så katastrofalt.
Jeg hylder min indre pessimist i dag.