Imogen Heap, Pumpehuset

ih20100227

Imogen Heap @ Pumpehuset 2010

Imogen Heap
Pumpehuset
27/02-2010

Imogen Heap er en af mine store store helte for tiden. Jeg er über imponeret af hendes musik af samme årsag der fornylig gav hende en velfortjent Grammy for “Best Engineered Album (Ellipse)” (Hun skrev historie ved at være første kvinde der vandt denne pris!). Hun er kreativ, legesyg og sindssyg dygtig til alt hun laver. Hun skriver, hun indspiller, hun mixer, hun producerer. Hendes musikalske verden er så omfangende at jeg STADIG oplever nye elementer i hendes musik, den musik jeg har hørt mindst tusinde gange…

Jeg vil så gerne give et referat af koncerten fra i går… men jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg havde mega høje forventninger – og de blev ALLE sammen mødt… og mere end det! Det interessante ved Imogen Heaps musik er at hun sampler lyde der ikke typisk ville passe ind i den musikalske verden (f.eks. optog hun et røvklask til sangen “Between Sheets”). Det er også dette element der giver hende en fordel på scenen (Jeg er godt klar over det lyder som om hun gav os en forsmag på røvklasket… Det gjorde hun altså ikke. Heldigvis, vil jeg sige…). Hun looper diverse eksotiske instrumenter og man får netop en opfattelse af hvor meget hendes sange rummer ved at se hele processen på scenen. Yderligere bruger hun en “håndfri” mikrofon (de der headset lignende tingester – hvad hedder de?), og så har hun tapet små mikrofoner til håndleddene for lettere at kunne optage alle hendes mange instrumenter… Det gør også hendes nærvær så meget mere intensivt. Det giver hende f.eks. friheden til at snuppe en violin bue og spille løs på et crash bækken. Det er små påfund som disse der gør Imogen Heap så interessant en kunstner.

Stemningen i Pumpehuset var fantastisk. Imogen Heaps små historier fra livet var vældig underholdende. Musikken var fantastisk (trods en lidt voldsom keyboard lyd i starten af koncerten). Jeg er helt vild med hendes transparente flygel (keyboard med flygel krop, om du vil). Jeg er helt vild med hendes to violinister (som også gav den gas som percussionister).

Alle de her ting er kun indledende. Jeg kan slet ikke begynde at beskrive hvor fantastisk det var at opleve hendes musik live (Kun at det var prikken over i’et at hun spillede min yndlingssang som sidste nummer: The Moment I Said It).

Allerfedest var det da hun fortalte at hun vender tilbage til DK senere på året. Hvis I får muligheden får at se hende til den tid, så tag den! Det er en unik musikalsk oplevelse!

Mentalt har jeg allerede købt billet :)

X Factor 8210… oops, jeg mener 2010 :)

Ved sidste sæson af X Factor nåede jeg at komme med mit bud på hvem der ville overleve live shows’ne, hvem der ville floppe osv. Efter første live show måtte jeg pænt redigere i min forudsigelse. Og det er det der er så fedt ved X Faktor. Man kan ikke forudsige en skid 8-10 uger frem. Se bare på sidste års store håb Mohamed og Sidsel. De udviklede sig ikke nok til at overraske folk. Linda udviklede sig mest af alle, hvilket var en af grundene til at hun vandt. Folk kan være nok så dygtige, men hvis de ikke rykker sig, så er det sgu’ svært at overbevise folk om at stemme på sig fredag efter fredag.

Så nu er vi i gang med 3. sæson. Jeg har tidligere nævnt på twitter at det Anna vinder fordi hun har færøerne bag sig. Det var mest ment for sjov fordi færøske deltagere har det med at vinde danske mainstream talentkonkurrencer (Hende der fra stjerne for en aften (was it?)… Gudrun? Vigdis vandt “Kan Du Danse…”… og Linda vandt X Factor). Statistikken holder! Heldigvis handler X Factor ikke om statistik.

Jeg vil ikke komme med mit bud på en vinder endnu. Der er sgu’ nogle fede profiler med i denne omgang. Jeg er personligt hel vild med Thomas… OGSÅ selvom han fyrede op for en Coldplay sang (hold dig fra klynkerock, dammit!). Og Daniel er så dejlig positiv. Jesper har mega potentiale – lad os bare håbe han ikke laver en Lucas (arrogancen, remember? Jeg havde så meget ret i at DK ikke kunne li’ det! Det var tilmed i medierne). Anna synger fantastisk; hendes udfordring er at undgå at virke for gammeldags i sangstil… men okay, Duffy gjorde det. Vi får se. Tine overraskede mig meget i fredags. Hun fik masser af følelse frem… og så i en Pink sang. Det er sgu’ cool. Jeg tror hun kan nå langt.

Grupperne. Ak! Det er altid dér det sker – på godt og på ondt. Jeg kan godt li’ idéen med The Fireflies. Hvis nu bare de *forhelvede* havde valgt at gå folk/pop vejen i stedet for country/pop. Det holder ikke i DK… UANSET hvor populært det er i USA. In-Joy er fesne. De synger godt, men de er fesne. Hvornår har et (dansk) boyband nogensinde hittet i DK? Det nærmeste var 45 degrees i slut 90′erne … og dem er der sikkert ikke nogen af jer der kan huske. Og så kommer vi til 8210. Jeg kan og vil ikke være objektiv her. Jeg ELSKER 8210. Jeg vil ikke udtale mig om hvem jeg synes skal vinde for det er alt for tidligt at udtale sig om nu. Men for hvad de står for er de helt fantastiske.

Så her kommer lidt propaganda og lidt til debat:
Jeg fandt en artikel på dr.dk om hvorvidt det er snyd at bruge autotuner i X Factor eller ej. I kan læse den her. 8210 er blevet kritiseret af sure “haters” for brugen af autotuner i live showet i fredags. De sang ‘Tik Tok’ (Ke$ha) hvor der i øvrigt bruges autotuner…

Faktum er at de præsterede en fantastisk omgang energi. Det LØD godt!!! Det så godt ud. De overraskede.
Så hvorfor er det så forfærdeligt at 8210 bruger autotuner??

Jeg synes det er et interessant spørgsmål. Det fortæller mig at folk der ikke ved en skid om branchen er mega dobbeltmoralske (artiklen fra DR understreger min pointe rigtig godt). Det fortæller mig at den danske befolkning mangler musikalsk opdragelse (Damn you, Bertel Haarder og Brian Mikkelsen!). Og så fortæller det mig at folk har ondt i røven over at 8210 rider på en bølge af succes.

Her er et par kommentarer til overvejelse:
1) Var det den rette der røg ud i fredags? Hvis ja, quit whining!
2) Et hurtigt kig på 8210 og The Fireflies facebook fansites viser at 8210 har pt. 6169 fans mens The Fireflies har 1795 fans. At en som Jesper har 24000+ fans er irrelevant. Pointen er at 8210 ikke er så upopulære som mange går og håber på.
3) En poll på DRs hjemmeside spørger “Hvem overraskede dig mest ved første liveshow?”. Her topper 8210 med 30% hvor Tine får 23% af stemmerne, Anna får 11% og Jesper får 10%. De resterende navne (inkl. værten) får altså tilsammen de resterende 26%.

4) …og en sidste ting: Forestil jer Asian Sensation og en autotuner. Nej, vel?

Tænk over det…

Lidt snak og velgørenhed… og hamstersnack.

Jeg købte min ps2 i Fields – dengang de havde åbningstilbud. Jeg er en sucker for spillekonsoller, og især sonys. Jeg har svoret ved ps2 indtil for nylig hvor det gik op for mig at der bare ikke produceres nye spil til ps2 længere. Det største tab er at jeg ikke kan købe Beatles rockband :(

…det var meget hårdt for mig at jeg i så fald var nødt til at spendere 3-4000 kr for at opgradere til ps3 – det er sgu’ mange penge BARE for at spille beatles rockband. Men så skete der en underfundig ting – Laura fik en wii. Og beatles rockband er nu en mulighed igen. w00t w00t.

Forleden prøvede jeg Assassin’s Creed II på en vens ps3. Og det var så fantastisk at jeg pludselig begyndte at savne sonys spillekonsoller helt ufatteligt meget. Jeg har nemlig en nintendo ds. Og det var meningen at det skulle være mit vindue til nintendos verden mens ps2′eren var vinduet til sonys verden. Og du tænker sikkert, “hvad har dit materialistiske gamer-liv med velgørenhed og hamstersnack at gøre?” … og svaret er “ikke særlig meget… endnu!”. Det resulterede i øvrigt i at jeg kom til at investere i en psp (det er noget lækkert lir!!!).

Ps2 er død. Udviklingsmæssigt. Den virker faktisk stadig. Og jeg nægter at smide den ud. Så jeg tænkte at jeg ville donere mit ps2-lir til… nogen. (Aha! velgørenhed…). Jeg tænkte med det samme at der må være et børnehjem/ungdomshjem/whatever i nærheden som godt kunne bruge sådan noget (der er både guitar hero og rock band trommer). Jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte med et lede.

Så hvis I har et par tricks i ærmet må I meget gerne dele… !!!!
Kender I nogle lokale børnehjem der godt kunne bruge lidt “liv i gaden”? Andre idéer?

I mellemtiden er jeg noget så forarget. Jeg var forbi Zoo Zity i dag – jeg havde lidt tid at slå ihjel. De har fået en masse varer hjem siden mit sidste besøg. Det er en god ting, i øvrigt!!! (der var nærmest intet på hylderne i august). Jeg tænkte jeg ville finde lidt snack til Logan… og her starter forargelsen. Der er sukker i langt det meste af det gnaversnack zoo zity sælger. Sukker og farvestoffer Hvad sker der for det? Især dværghamstere får rigtig let diabetes… så lad os endelig proppe dem med sukker… Der er garanteret ingen der læser indholdsfortegnelsen på sådan noget. Jeg endte med at købe nogle tørrede frugter (æble og banan) – spændende om Logan gider æde det… han vil allermest bare have jordnødder og solsikkekerner… han hamstrer (get it?) de to ting allerførst hver gang han får mad. Det lille madsvin.

missy higgins

Kender du Missy Higgins? Jeg er helt forelsket i hendes “low key”, meget stemningsfyldte sange.
Her er et eksempel:

Missy Higgins – The Special Two

Jeg har selv først lige opdaget hende. Måske jeg kommer med flere eksempler når jeg har lyttet lidt mere :)

et smut forbi TP

Den der snestorm… pfft. Det her kommer til at handle om noget lidt anderledes. Jeg kiggede på min konto i dag og lagde mærke til at jeg har fået udbetalt lidt mere end tidligere antaget, så jeg tog lige forbi TP for at treate mig selv lidt musik.

Jeg ledte specifikt efter det nyeste Regina Spektor album – men jeg nægter at give 149 kr. for en cd… så må vente til den bliver billigere. Så kiggede jeg også efter Laleh. Nicolai spillede en cd for mig, men jeg glemte titlen på den… så det var heller ikke særlig succesfuldt. Sidst, men ikke mindst, ledte jeg efter soundtracket til Across The Universe… no luck there either.

Til gengæld fandt jeg 3 film… og alligevel en cd.


Nåhja… og så havde jeg lidt sjov med webcam’et i lenovo’en :)

Hvis det ikke er tydeligt på billederne, så har jeg investeret i følgende (for kun 195 kr!):
– cd: Keane “Hopes and Fears”. Alene første track “somewhere only we know” er 70 kr værd… !

– dvd: E.T … fordi Laura aldrig har set den, og fordi jeg ELSKER den… og fordi 50 kr. er et røverkøb. Jeg glæder mig til at se den igen.

– dvd: Nick & Norah’s Infinite Playlist. Jeg nåede ikke at se den i biffen. 50 kr er mindre end en biografbillet. There you go!

– dvd: Beowulf. 2 argumenter: 25 kr… og screenplay af Neil Gaiman!

Og så skal det lige nævnes at jeg var med Laura inde og se Up In The Air… og dermed er 2010 Review opdateret.

pomplamoose

I skal lige se den her. Pomplamoose er vilde!

2010 Review

Jeg har tilføjet en ‘tab’ i topmenuen med titlen “2010 Review”. Det er nu ca. 3. år i træk hvor jeg har tænkt tilbage på året der gik med ordene: “Den bedste film sidste år var!” Og jeg har på ingen måder kunne tænke længere tilbage end knap en måned… og jeg var pludselig i tvivl om mine minder var fra i år, eller året før.

…måske er det tidlig senilitet. Det er en mulighed jeg ikke vil udelukke. Men uanset årsagen til min manglende hukommelse, så har jeg taget forbehold for 2010. På siden finder 2010 i brudstykker. Hvilke film får jeg set? Hvilke cd’er køber jeg? Hvilke bøger læser jeg? Hvilke koncerter kommer jeg til at opleve? Det er nogle af de kategorier jeg har gjort klar til, og jeg er sikker på der nok skal opstå flere med tiden :)

I mellemtiden er det gået op for mig at det er meget lettere at reflektere over dagens hændelser med en netbook på skødet. Speaking of netbook; Lenovo’en er ankommet til Døgnposten – brevet med stregkoden er her ikke endnu, men den kommer forhåbentlig i morgen :)

kedelig pc-nørdesnak :)

Jeg har længe gået og drømt om at købe en netbook. Min gamle bærbar er lidt over 5 år gammel. Så gammel at den kun har 40 gb harddisk, intet indbygget netkort ELLER bluetooth adgang… og så er dens 15 tommer lige en tand for stor til at kunne slæbe med “hvorsomhelst”. Især på rejser og når jeg ikke er hjemme i lang tid, så savner jeg at have en computer ved mig. Stort set alt jeg foretager mig bliver digitaliseret i en eller anden form…

…såeh jeg kiggede på min konto og satsede på at jeg enten får lov at blive på novo eller i det mindste finder noget til at afløse novo når min kontrakt udløber i maj. Og dermed havde jeg ingen skrubler ved at købe den her:

lenovo u350

Du kan i øvrigt læse lidt om den lige her :)

I den sammenhæng har jeg endelig sat en drøm i gang. Jeg vil lære at bruge Liniux. Jeg har altid været et windows menneske… dels pga. den social arv… dels fordi jeg er et ordensmenneske med OCD-tendenser. Jo simplere, mere firkantet og ligetil det er, des bedre orden. Winamp vinder med 100% sikkerhed over iTunes ALTID :)

Så hvorfor Linux? Jeg kan godt li’ idéen om at Linux er “customizable” på nærmest alle punkter. Det giver mig mulighed for at skabe en helt igennem Personlig Computer. Det eneste problem er at linux ikke kan køre et par af de programmer jeg bruger til daglig – derfor er det også meningen at linux skal køres på min nye netbook – den stationære får lov at beholde XP :D

Jeg har de seneste dage testet linux på min gamle bærbar. Både ubuntu og siden i går openSUSE. Jeg kan li’ begge. Ubuntu er meget lettilgængeligt hvorimod openSUSE har et generelt flottere design. Jeg har ikke besluttet mig endnu… jeg kan heldigvis altid skifte mening. Linux er gratis. Det er jo det bedste ved det hele :)

Til sidst vil jeg bare lige nævne at jeg glæder mig helt vildt meget til min pc kommer ind ad døren… i morgen helst!

Den der vinter, ikk’?

Jeg må indrømme at jeg efterhånden er ved at blive træt af frostvejret. Men for at gøre noget negativt til noget positivt tog jeg mandag morgen en lille omvej til bussen, med mit kamera… så her følger en hurtig fotoserie.

Det skal lige siges at et par af dem godt kunne være nødvendige at nærstudere ved at klikke på dem da kvadratisk cropping (som det indbyggede wordpress galleri byder på) ikke viser det hele… Det drejer sig især om de to i midten. Okay, dem alle. Klik på dem alle! :)

En Vinter Morgen

Film i 2010

Jeg forudser at 2010 bliver et dyrt år ift. biografture. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, vil jeg mægtig gerne ind og se følgende. Premiere datoerne (i parentes) skal tages med et gran salt… det kan jo altid ændres på…

Up in the Air (28. januar)
– fordi George Clooney har imponeret mig enormt meget de seneste par år især i Burn After Reading og The Men Who Stare At Goats. Jeg tror denne film er noget for sig. Just a hunch.

Precious (4. februar)
– At Mariah Carey er på rollelisten plejer at betyde at det er noget gylle der ikke er værd at se. Men traileren ramte mig dybt i hjertet… så den får I lige her:

Prinsessen Og Frøen (11. februar)
– Disney :) gammel tegnestil. Woohoo!

Shutter Island (18. februar)
– Leonardo DiCaprio. Alt den mand laver må og skal opleves. Jeg tør godt… tror jeg.

Alice i Eventyrland (4. marts)
– Tim Burton. Johnny Depp. Danny Elfman. Vidundercrewet!!!

Iron Man 2 (29. april)
– 1′eren skulle ses. Det skal 2′eren så også!

Robin Hood (13. maj)
– Det bliver interessant at se endnu en fortolkning.

Eclipse (30. juni)
– fordi jeg inderst inde er en ynkelig teenager. Eclipse er den 3. bog i Twilight sagaen og den der i mine øjne bedst egner sig til at blive filmatiseret. Jeg håber manuskriptforfatteren er udskiftet… dialogerne er det bedste i denne del.

Prince Of Persia (19. maj)
- JAAAAAAAAAAAAA.

Shrek Den Lykkelige (8. juli)
– måske. måske. 3′eren var lidt skuffende… vi får se.

Inception (22. juli)
– Leonardo DiCaprio, Joseph Gordon-Lewitt og Ellen Page og noget af en mind-twister i traileren:

Toy Story 3 (29. juli)
– iiiiiih Disney :)

Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1 (18. december)
– fordi man skal.

The Chronicles of Narnia: The Voyage of the Dawn Treader (25. december)
– fordi Narnia er Narnia.

… der er sikkert flere i løbet af året. især august-september-oktober-november … det er der nødt til at være. Ellers får jeg slemme abstinenser. Haha.

Trailers kan findes på kino.dk eller filmz.dk .

WordPress Themes