Square One

Fortrydelse er en meget selvdestruktiv tanke!
Når jeg har det værst ville jeg ønske jeg kunne gå 6 år tilbage og gøre alting om. Ingen uni og alt hvad der fulgte med af nederlag. Engang imellem er de gode stunder ikke engang nok til at opveje. Den tanke gør mig dybt ulykkelig.

Når jeg har det bedst så fortæller jeg mig selv at dette ikke er slutningen, men starten af livet.

Jeg befinder mig vel et sted i midten. For jeg bryder mig ikke om at jeg i en alder af 27 først er begyndt at leve nu. For betyder det at jeg IKKE har levet i 27 år? Jeg bryder mig heller ikke om at jeg har spildt 6 år af mit liv, at jeg helst gerne bare vil have slettet hukommelsen.. og undværet erfaringerne. Det er åndssvagt at sige. Jeg ved jo godt at de erfaringer har skabt den jeg er i dag. Det er bare ikke altid lige let at acceptere. Ligesom det ikke er let at acceptere at jeg ikke var herre over min egen lykke alligevel. Så naiv og godtroende man var. Så kynisk man hurtigt kan blive. Jeg har ikke lyst til at være sådan. Men hvor langt skal jeg gå for at overbevise mig selv om at alting har en positiv konsekvens, at det alene handler om hvilket perspektiv jeg vælger? Er det virkelig så forfærdeligt at omfavne tristheden engang imellem?

Er jeg nødt til at sige farvel til fortiden for at sige hej til fremtiden? Er det et retorisk spørgsmål?

Posted in tanker | 1 Comment »