som det var, som det er, som det kunne være

3D sucks

December 25th, 2009 Christina

Den her nye dille med 3D film i biffen har sat mig på en mission. Jeg har aldrig kunne se 3D effekten i 3D billeder og 3D biografer. Jeg har prøvet et par gange… og når jeg får de der briller på kan jeg godt se et klart billede (intet er sløret eller i flere lag). Jeg får bare ingen fornemmelse af at tingene stikker ud fra lærredet. Så når folk skriger fordi de tror de får en dåse/minigolfbold/andet i hovedet, så er den i min version stadig på lærredet i samme niveau som alt andet.

Og det er jeg rigtig ked af :(

Min mission er altså at finde ud af hvorfor jeg ikke kan se 3D effekten og om det evt. er noget der kan rettes op på.

Jeg har altid haft et problem med en muskel i mit ene øje (grundet et tryk ved fødslen) hvilket har resulteret i at det ved fokus på noget specifikt – tæt på som f.eks. en bog – eller ved især trætte øjeblikke har gledet ud til siden. Det er rimelig freaky. Jeg kan gøre det på kommando fordi det bare handler om at slappe af i øjet… Pointen er at jeg altid kun fokuserer med et øje ad gangen. Hvis jeg bruger det “sunde” øje (hvilket er sjældent fordi det er nærsynet) så kan jeg mærke at det andet glider ud til siden. Jeg har mange barndomstraumer i form af ikke at turde se folk i øjnene af den grund, fordi jeg som lille faktisk kun brugte det “sunde” øje (da var det ikke nærsynet).

Det er altså en lettere kompliceret sag at forklare.

Jeg har efterhånden vurderet at det er dybdefornemmelsen den er helt galt med. Jeg tror jeg har læst mig frem til at det kaldes stereosyn. Og det fungerer ikke så godt i mit tilfælde.

Jeg gik også til øjenlæge da jeg var lille. Jeg hadede hvert minut. Lægen tvang mig til at fokusere på en pind med papegøjer på – en pind han rykkede tættere og tættere på min næse indtil mit “defekte” øje gled ud igen … og han tvang mig til at glo i 3D bøger med spørgsmålet “hvad kan du se?” hvortil jeg svarede “en masse prikker” som resulterede i et “det skal forestille en bold.. kan du ikke se det? den er lige her” hvortil jeg måtte svare nej.

Jeg har da også forsøgt mig med de fine 3D diagrammer (de bøger var et hit dengang jeg gik i folkeskole)… det har jeg heller aldrig fået til at fungere. Jeg ser bare det samme mønster om og om igen, måske med lidt variation her og der.

Her til aften fandt jeg lige en side med 3D diagrammer. Laura dyrkede disse i stort omfang da hun var lille, så jeg testede straks hendes evner. Hun kunne se 3D billedet indenfor 10 sekunder. Frustrerende! Jeg er 26, jeg mangler stadig at se et. Og sød som hun jo altid er, prøvede hun at forklare mig hvordan det så ud. Hendes fakter fik mig til at spørge ““stikker det ud af skærmen?”… og der kom bare et selvfølgeligt JA tilbage. Jeg er meget skuffet over jeg ikke kan opleve det. Det må være vildt at se, tænker jeg.

Det er frustrerende. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om jeg måske ser verden på en anden måde end “normalt”?

Jeg tester nogle gange mig selv ved at sætte tommelfingeren op foran næsen (en centimeter, vel) med neglen ud for øjnene. Jeg bruger AL min koncentration på at fokusere på neglen med begge øjne. En sjælden gang imellem kan jeg holde fokuset et par sekunder. Og hvis jeg holder fokus på neglen mens jeg holder et objekt, f.eks. en kop, ca. 20 centimer bag tommelfingeren og flytter koppen fra side til side… så synes jeg at der sker noget med dybdeskarpheden der er lidt vildt. Jeg kan ikke forklare det. Jeg ville bare ønske jeg kunne holde det fokus lidt længere så jeg kan nå at få et bedre billede… you know? det gør nas inde bag øjnene og i panden når jeg gør det for længe :(

… er jeg den eneste der er helt håbløs med de der 3D diagrammer?
Hvad ser I?
Her er en samling…
http://www.eyetricks.com/3dstereo.htm

Tags:

5 Responses to “3D sucks”

  1. Jeg har prøvet alle de der billeder på det link du skrev. Jeg kan ikke se en KLAP på et eneste af dem.
    Kunne heller ikke da jeg var barn – sagde til kammeraterne at det kunne jeg Saaaaaagtens se, men nej.

    3D brillerne virker dog for mig – jeg kan godt se at tingene kommer ud i hovedet på mig, men bøgerne – nix nix.

  2. Hvis man skeler eller har øjenproblemer, der ligner, så kan man ikke se 3D-effekten. Og det er ikke noget man kan gøre noget ved. Desværre.

  3. jeg har læst at forskning viser at det typisk er noget man kan rette op på inden 7-års-alderen (ca.) og at det efterfølgende nærmest er umulig. der er dog også nye studier i gang med optræning af f.eks. defekte muskler. det er dog ikke alle der får noget ud af behandlingen.
    men jeg er også nået frem til hvad du selv siger: sådan er det bare.

  4. Jeg har aldrig kunne få *andet* end 3d film til at virke. Billeder som dem du linkede til har jeg aldrig kunne få til at virke det mindste 3d-agtige. Det samme gælder de der rød-grønne briller man fik med Anders And-bladet.

    Men de nye 3d film har jeg ingen problemer med. Heldigvis.

  5. ah de der rød/grønne anders and… det er sjovt du nævner dem. jeg kunne godt se “et billede” med brillerne på. de filtrerede billedet fint så der ikke var mærkelige farver osv. Men Laura siger der er 3D effekt i dem også… og det har jeg aldrig oplevet…
    …men vildt at du kan få 3D filmene til at virke… jeg skal nok give det en chance en dag – det skulle bare ikke være med avatar, synes jeg. var bange for at gøre den oplevelse dårlig pga. forkert valg af antal D’er.

Leave a Reply