Jeg blev 26 i mandags. Jeg har lige skrevet et indlæg om hvor træt jeg er af at blive ældre, men stadig være fanget i et børnesind… og at det i virkeligheden er derfor jeg nok aldrig får udrettet hvad jeg ved jeg er i stand til. Efterfølgende besluttede jeg mig for at slette indlægget fordi jeg også er træt af at lyde som en trist blogger der kun en meget sjælden gang blogger… og når det sker, kun om livets uretfærdigheder.
Det er lidt ynkeligt.
Så glem ovenstående :)
Jeg har en halv fridag i dag. Jeg skal i bamsefabrikken og arbejde et par timer. Derefter skal jeg hjem til mine forældre og spise lidt mad (onsdagstradition). Der bliver nok set lidt Criminal Minds og lidt Paradise Hotel inden jeg går i seng. I morgen står jeg forhåbentlig tidligt op for at tage i motionscenteret inden arbejde (på novo) hvor jeg skal sidde en del timer og pakke dokumenter ned i bokse.
Og det kan I godt høre… det holder jo heller ikke. Måske jeg i virkeligheden har en blogger-krise. Hvis der da findes sådan noget?!
Jeg skal til Laura Pausini koncert på fredag – jeg tror jeg vil lade den ligge dér. Indtil videre…
Du kan jo skrive om din fest og Michelles førsøg på at lave gulvet om til en stor drink! Det lykkedes hende jo næten :)
Er det ikke lidt overdreven beskedenhed ikke at vise, hvad du ved du er i stand til? Eller er det mere udfordrende at prøve noget du er i tvivl om, hvorvidt du kan?
Jeg synes altså du er alt for sej. Og det beviser dine søde, underholdende og måske lidt for vedholdende gæster (undskyld) fra i lørdags også ved at fejre dig efter fortjeneste :-)
jeg tror ikke det handler om hverken beskedenhed eller ønsket om udfordringer på “udebane”. det handler i bund og grund om at min psyke ikke rækker til de anstrengelser det kræves for at ende dér hvor jeg længe har troet min fremtid lå.
ps. mange tak for underholdningen i weekenden… :) det er altid hyggeligt!