Skam
April 12th, 2009 ChristinaFakta:
1) De sidste par måneder har været de bedste måneder i mit liv!
2) Jeg er glad for at have droppet mit studie.
3) Når folk spørger, så siger jeg stadig at jeg bare holder en velfortjent og nødvendig pause.
4) Jeg ved ikke hvad der er sandt længere.
5) Jeg ved ikke hvordan jeg skal finde sandheden.
6) Jeg er glad alligevel.
7) Jeg frygter fremtiden… en smule.
8) Jeg frygter allermest folks dømmende blik.
9) Når jeg siger “folks dømmende blik” mener jeg i virkeligheden “folks manglende forståelse for min situation”.
10) Jeg er træt af at forklare mig selv.
11) Jeg er træt af at det er nødvendigt at skulle forklare mig selv.
12) Jeg er meget usikker på om jeg nogensinde finder mit kald…
13) Det er en tanke der sønderriver mig indefra!
14) Jeg ignorer dén tanke så vidt det er muligt.
15) Jeg frygter allermest at “min chance” har forbigået mig i farten.
16) Jeg tror ikke der findes nogen derude i samme situation som mig.
17) Betyder social arv virkelig så meget??
18) Har jeg spildt de sidste 4-5 år på noget jeg i virkeligheden godt vidste jeg ikke kunne afslutte?
19) Kan man eller kan man ikke rive sig selv bort fra den vej der er skæbnebestemt for sig?
20) Hvornår blev fakta til spørgsmål?
April 13th, 2009 at 23:30
12 og 13 kan jeg nikke genkendende til. Dem har jeg gennem årene haft alt for tæt inde på kroppen.
Jeg føler, at jeg endelig har fundet mit kald. Mit problem lige nu, er så at det er umuligt at få en fod indenfor i branchen, så jeg er pt. i ingenmandsland.
Synes bare lige at du skulle vide at jeg aldrig kunne finde på at være “fordømmende”!
April 16th, 2009 at 11:40
Jeg tænker… så længe nummer 1 fakta passer- så skal du ikke bekymre dig om resten.
… bare min mening, altså :)
April 16th, 2009 at 17:21
Ja det synes jeg også, Karla. Men de andre tanker fylder stadig ret meget i mit hovede… derfor den titel.
April 17th, 2009 at 05:23
… det kan jeg godt forstå :)
April 17th, 2009 at 11:09
Jeg tror ikke nødvendigvis man har et kald…. Jeg tror det er noget nogle har fundet på… Så længe man er glad, har man så ikke lov til at fortsætte i det spor? Og hvornår er noget blevet for sent når man kun har levet 1/4 af sit liv?
Ligegyldig hvad tiden bringer har du alt det der betyder noget… Livsglæde :)
April 18th, 2009 at 09:47
For mig er “kaldet” mere et synonym for at have en drøm at arbejde sig frem til. Udover roadtrip i USA, så har jeg vel i virkeligheden allerede opnået det jeg først havde sat mit mål til. Jeg har svært ved bare “at være” uden at have noget at arbejde hen imod. Jeg mener, jeg kan jo ikke blive ved at have studiehjælper-deltidjobs resten af mit liv. Jeg skal jo tage det næste skridt på et tidspunkt… og det er dér jeg går i stå.
May 10th, 2009 at 12:37
Du er sej! Jeg ville ønske, jeg havde dit mod for 25 år siden..og nogen at dele de tanker med den gang. En gang, jeg var indlagt sagde en af mine medpatienter :” Det tager mere end tre generationer at lære at gå over et bonet gulv.”
Du skal ikke føle skam, men jeg kan godt følge en ærgrelse. personligt mener jeg, at kaldede personer er ensporede og frelste. Det ville være et mærkeligt menneske, der var destineret i en alder af 25 år.
Dine studier indtil nu er ikke forgæves. Nu starter en vidunderlig tid, hvor buildabearen eller novoen eller avisbudet kan komme fra baghjul. Du vil finde terræn, ad utrådte stier og finde lækre pladser til dit liv, som ingen anede eksisterede før du var der. Hvis du kan accepere din onkel som rollemodel, kan jeg sige, at jeg var en god filolog in spe. Ved tilfældihedernes spil havnede jeg i det felt jeg har nu.Jeg har mærket at uformelle kompetencer kan bære utrolig langt, og de, du HAR tilegnet skal du nok finde anvendelse for med dit åbne sind.
Kærlig hilsen onkel Siver!