Jeg har nydt at være udenfor i dag. Der var en mild, blød forårsbrise. Jeg følgte mig absolut velkommen, ja næste hjemme. Det beroligede mig helt indeni. Det er længe siden jeg har haft den følelse tæt på, og selvfølgelig bød jeg den velkommen – ind i mine tanker. Eller skulle jeg hellere sige: velkommen til mine tanker.

Jeg har været… forfulgt af et naturligt flow af eftertænksomhed i dag. Jeg har funderet og overvejet… og vurderet. Jeg kan ikke li’ at stå stille. Og det er lige præcis hvad jeg gør lige nu. Står stille. Med vilje. Også selvom jeg ikke bryder mig om det. Jeg har påtvunget mig en pause fra virkeligheden for at finde mig selv igen. Og det giver faktisk mening… et eller andet sted. De ting der før gjorde mit liv surt har jeg tvunget mig selv væk fra, tvunget mig selv til at savne det… eller ikke.

Og det er sagens kerne. Jeg savner det egentlig ikke. Det med at studere. Det eneste jeg savner er en drøm at kæmpe for. Mens jeg gik dér i forårsbrisen og smilede lidt for mig selv gik det op for mig. Den fremtid jeg i mange år gik og drømte om – en fremtid jeg inderligt ønskede, men aldrig håbede højt på… kald det dårlig selvtillid, hvis du vil – den fremtid har jeg allerede!!! Den er lige her. Jeg kan føle den, mærke den, smage den, dufte den, leve i den. Jeg er i min drøm. Eller… min drøm er officielt virkelighed. Og jeg føler mig som et skarn. For at føle fortvivlelse trods alt. Og det vil jeg gerne indrømme; Jeg er mega fortvivlet over at jeg ikke længere har en drøm at forfølge…

…jeg har brug for en ny drøm. Ikke i stedet for. ALDRIG i stedet for! Men for ikke at gå helt i stå i min udvikling. Jeg kan ikke li’ at stå stille… og det er stået på alt for længe. Og mit liv er nærmest ikke begyndt endnu…