bubble of poo…

Jeg var til Tim Christensen koncert i går. Yeah. I Vega. Det var faktisk lidt heldigt at jeg var der, for tidligere på dagen havde jeg det så dårligt af forkølelse at jeg tog hjem fra arbejde for at sove, men da jeg kom hjem kunne jeg ikke sove pga. über uberhag i min syge krop. Men jeg kom ud af døren, jeg hentede Laura fra arbejde, vi åd en pizza og nogle lækre pommes frites (…pomfritter!), og så tog vi til Vega for at se lidt Tim C.

Jeg var egentlig lidt ked af at Mads Langer ikke varmede op (som han gør til mange af de andre Tim C. koncerter for tiden). I stedet var der en underlig gut ved navn Mike Viola. Mike Viola var en mærkelig fyr. Han var lidt intetsigende de første par numre, men så besluttede han sig for at synge en lille fin sang 100% akustisk (!!!) sammen med “sin yndige assistent”, og han sagde til publikum: “You need to be very quiet. Please give it a chance. I promise, if you start talking a lot I will stop it right away!”. Og så skete det! Folk lyttede. Meget intenst. På en skør amerikaner der sang helt akustisk uden mikrofon eller noget… i Store Vega. Og bagefter gik folk helt amok med klappen osv. Det var en underlig oplevelse. Men ret fedt alligevel.

Tim C. var bare sej. Han behøver ikke prøve særlig hårdt og alligevel lyder det fantastisk. Han spillede i ca. 2 timer. Den første time var behagelig, flot, smuk, overraskende… og sikker. Lidt for sikker. Jeg skulle lige til at sige til Laura at jeg synes der manglede en smule gejst… og så kom guitarriff’et fra Get The Fuck Out Of My Mind… og koncerten blev aldrig den samme igen. Folk gik sygt amok. Nummeret gik over i et slags syre-stykke (I ved hvad jeg mener, ikk’?) hvor det føltes at tiden hang stille. Jeg tror det gik over i Rotator (fra Dizzy tiden) og da det sluttede gik folk ENDNU mere amok og begyndte at trampe i gulvet. Det var ret intenst at stå midt i. Og euforisk. Så gik der selvfølgelig lidt dizzy i den. Lidt Waterline… og Silverflame. Og det var røv fedt!

Det er i øvrigt her min titel til indlægget kommer ind. Jeg ved jo godt at han synger: …Sleeping forever in a bubble of blue…, men jeg sværger at det lød som bubble of poo. Det var lige et sidespring.

Han spillede 3-4 ekstranumre mere end man regnede med. Og så gik man hjem med en overdrevet glad fornemmelse i maven. Jeg glemte et kort øjeblik at jeg var voldsomt forkølet. Tak Tim Christensen.

Tags: tim christensen

Posted in fede tider, koncerter, Musik | 2 Comments »