Hvis man er fanget mellem fortid og fremtid… Er man så fanget i nutiden? Og er det en god eller dårlig ting?

Jeg indrømmer at jeg så småt begynder at blive bange. Jeg prøver virkelig at lade være, men jeg kan mærke den der rastløshed kravle frem under huden… Og jeg prøver at tænke positivt, men jeg er også nødt til at tænke realistisk. Jeg er bange for at jeg aldrig får afsluttet min bachelor. Og det er et mareridt der er blevet mere og mere en realitet med det sidste års strabadser. Blokstrukturen på matematik slog mig totalt ud af kurs – jeg kan ikke overskue at læse fuldtid… og når jeg starter op igen d. 10. november, så bliver det uden SU og jeg er derfor også nødt til at arbejde ved siden af. Så jeg går fra en 20 timers arbejdsuge til… det dobbelte. Mindre kan ikke gøres.

Jeg er bange for at jeg engang i december bliver enig med mig selv om at jeg er færdig som studerende… Og det værste er at det i så fald ikke er fordi jeg har valgt forkert, men fordi jeg bare ikke magter at læse. Det kan jeg slet ikke overskue. Jeg vil jo så gerne…

… bare ikke for enhver pris!

Mig selv, f.eks.

Så ovenpå den sidste uges fantastiske filmfestival befinder jeg mig lige nu i et grænseland hvor jeg er glad ovenpå sjove oplevelser… men også melankolsk pga. studiestart om 2 uger.