“People never change….”

I kender godt udtrykket; Once a cheater, always a cheater…. ikk’?

Hvad med; Once a loser, always a loser ??

Det der med at man aldrig ændrer sig, det er der mange der fast og holdent tror på. Noget jeg selv ihærdigt prøver at undgå – altså at dømme folk på deres fortid. Nogle gange sker det dog alligevel. Man er jo ikke perfekt (heldigvis!).

Det allersværeste er dog at fortælle sig selv at man ikke er det samme ynkelige usynlige taber-fjols man var i folkeskolen… – noget jeg har lidt under i lang tid – … og det er sådan noget jeg ikke kan li’ at snakke højt om. Men ja, jeg var et af de lette mobbe-ofre i folkeskolen, indtil jeg begyndte at lukke mig selv inde… ja, i mig selv, hvilket betød at jeg blev til en af “de usynlige”, en af dem der aldrig blev hørt.. for øhh… jeg kunne ligeså godt IKKE have været i rummet. Det ville folk ikke lægge mærke til. En af dem man aldrig husker…

…og så alligevel…

Så tager man (læs: mig!… og Laura) på Fisketorvet for at tage i biffen. Der skulle selvfølgelig indtages lidt mad inden hvilket resulterede i at vi tog forbi den der INDIANA mexican ting der ligger i bunden (*). Der var en mand – jeg TROR han er ejeren… – og selvom jeg kun har spist der (med Laura) en… 3-4 gange… og det er rigtig rigtig længe siden sidst (november, tror jeg)… SÃ… KAN HAN FANME HUSKE MIG!!!!!! Det er MIG han hilser på… ikke Laura… det er også MIG der får komplimenter som “dit hår sidder godt i dag!”… ikke Laura. HVAD SKER DER FOR DET?????

…jeg er jo den usynlige…

det er fanme underligt! Og det er ikke engang første gang at det sker… Der var også en gut på et pizza-buffet sted inde på strøget der kunne genkende mig da jeg et par måneder senere besøgte stedet igen.

Og på Roskilde Festival var der en dame der vendte sig om og sagde: “NU ved jeg hvor jeg har set dig før!!!… BUILD-A-BEAR!!!!!”

… det er EN ting. En anden ting er… hvad får hende til at have brug for at ytre sig om det? Jeg er stadig målløs…

Pointen er at jeg ikke kan forstå hvorfor jeg bliver genkendt alle mulige steder. Det er både på godt og ondt. For selvom jeg ikke kan li’ den person jeg var dengang i folkeskolen (alene og glemt!)… så er det stadig en stor del af min identitet at jeg ikke bryder mig om at være centrum for folks opmærksomhed. Stort paradoks!

(*) Københavnere ved hvad jeg snakker om! Mark gør også… det var dér han engang valgte at grine af mig efter at have sat sig ved siden af mig således at luftrummet i betrækket på bænken vi sad på satte min krop i gang med et lille “hop”… crazy stuff…

Posted in spøjse hændelser, tanker, tilfældigheder | 3 Comments »